Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Rekordstor EU-bevilling til fri forskning ved Aarhus Universitet

Med en bevilling på 38 mio. kr. har den internationale forskningsenhed Aarhus Institute of Advanced Studies hentet en stor EU-bevilling til Aarhus Universitet. Midlerne er øremærket fri forskning og med til at ruste universitetet til fortsat at tiltrække nogle af verdens førende forskere.

16.05.2017 | Camilla Schrøder

Det er anden gang, AIAS henter en meget stor bevilling fra EU's delprogram for ”Videnskabelig topkvalitet” til fri forskning. Foto: Lise Balsby

EU-bevillingen på 38 mio. kr. til den internationale forskningsenhed Aarhus Institute of Advanced Studies er den hidtil største enkeltstående bevilling til Aarhus Universitet under det attraktive europæiske rammeprogram Horizon 2020. Det er anden gang, AIAS henter en meget stor bevilling fra EU's delprogram for ”Videnskabelig topkvalitet” til fri forskning. Professor og direktør for AIAS ved Aarhus Universitet Morten Kyndrup kalder det en gevinst for den frie grundforskning i Danmark.

”Midlerne er med til at sikre, at vi på AIAS fortsat kan tiltrække nogle af de dygtigste forskere fra hele verden. Det styrker internationaliseringen og den høje faglige kvalitet”, siger Morten Kyndrup og fremhæver, at AIAS også har bidraget til at hjemtage danske topforskere fra udlandet.

”De særligt attraktive vilkår for forskerne på AIAS er altså også et middel mod uheldig ”brain drain””, tilføjer han.

AIAS er som et IAS, Institute for Advanced Study, det første af sin slags i Danmark og kendetegnet ved at tilbyde talentfulde forskere fra alle fagområder en helt unik mulighed for længerevarende forskerophold. Her er der særligt gode vilkår for at fordybe sig inden for sit forskningsfelt med fokus på at udvikle sin forskerkarriere og styrke sit internationale netværk.

Den nye bevilling rækker til omkring 77 forskerophold – såkaldte fellowships – over de næste fem år. AIAS har i sin korte levetid nu modtaget godt 84 mio. kr. fra EU’s forsknings- og innovationsprogram.

”Aarhus Institute of Advanced Studies har eksisteret siden 2013, så det er imponerende, at det er lykkedes at tiltrække to omfattende EU-bevillinger i en tid, hvor de frie forskningsmidler er under pres. Det er en meget flot og vigtig præstation, der har stor betydning for Aarhus Universitet,” siger rektor Brian Bech Nielsen.

Begrundelsen for, at AIAS modtager bevillingen, er bl.a. en stærk og transparent rekrutteringsproces, som sikrer mange topansøgere fra hele verden af en meget høj videnskabelig kvalitet. Dertil kommer kvaliteten i karriereudviklingstilbuddene og de meget fordelagtige rammer for, at forskerne kan gennemføre deres projekter og styrke deres internationale netværk.

 


FAKTA om EU-bevillingen

  • EU-bevillingen på 38 mio. kr. er tildelt under det europæiske Horizon 2020-program for forskermobilitet og uddannelse (Marie Sklodowska Curie Actions COFUND Fellowship Programme).
  • Der er tale om frie forskningsmidler til forskning af videnskabelig topkvalitet.
  • Bevillingen rækker til omkring 77 forskerophold – såkaldte fellowships – over en femårig periode.
  • Et fellowship varer op til tre år og kan søges af forskere, som ikke har haft deres hovedaktivitet i Danmark i mere end 12 måneder inden for de sidste tre år op til ansøgningsfristen.

 

 

FAKTA om AIAS (Aarhus Institute of Advanced Studies)

  • Er en international forskningsenhed ved Aarhus Universitet.
  • Har som mål at fremme forskning af højeste kvalitet med vægt på fri grundforskning og talentudvikling inden for alle fagdiscipliner.
  • Forskerne kaldes fellows og udvælges alene efter deres kvalifikationer og i åben konkurrence med international bedømmelse.
  • Har p.t. 34 fellows fordelt på 17 forskellige nationaliteter (flest fra Kina, USA, Storbritannien, Tyskland og Danmark).
  • AIAS-fellows er p.t. nogenlunde ligeligt fordelt mellem natur- og lægevidenskab på den ene side og human- og samfundsvidenskab på den anden – og mellem kønnene.
  • 15 pct. af de nuværende fellows er danske forskertalenter, der er hentet hjem fra udlandet.
  • Blev etableret i 2013 og fik sin første EU-bevilling i 2014 på i alt 46 mio. kr.
  • Op mod halvdelen af AIAS’s internationale fellowship-program er finansieret med EU-midler fra 2014-22.
  • Er medlem af det globale forskningsnetværk UBIAS (University-based Institutes for Advanced Study), hvor AIAS med professor Morten Kyndrup i spidsen har formandskabet siden 2016.

Læs mere om AIAS

Bevillinger og priser, Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, AIAS