Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Rektor: Universiteterne har brug for langsigtede politiske forlig

Manglende tillid mellem universiteter og politikere kan svække universiteternes position i den internationale konkurrence. Det skriver rektor Brian Bech Nielsen i et debatindlæg på Altinget.

10.12.2015 | Brian Bech Nielsen

Rektor Brian Bech Nielsen indgår i Altingets debatpanel om governance i universitetssektoren. Foto: Lars Kruse

Vi har et alvorligt problem i uddannelses- og forskningssektoren. På et tidspunkt, hvor det mere end nogensinde kræver styrke og fokus for de danske universiteter at følge med i den internationale konkurrence, så hæmmes deres udvikling af et udtalt politisk behov for kontrol med sektoren.

Kontrollen bunder i manglende tillid til, at universiteterne vil/kan løfte deres samfundsansvar til politikernes tilfredshed. Det er i det lys, de seneste års indgribende reformer og detailreguleringer på området skal ses.

Indrømmet, jeg kan for så vidt godt forstå politikerne, for vi har som sektor af og til været tonedøve i forhold til de politiske ønsker og ambitioner. Omvendt er realiteten, at vi som universiteter ikke kan navigere hensigtsmæssigt, når kursen fra politisk hold skifter markant og ofte. Ligesom vi heller ikke kan udvikle os optimalt, når vi bliver detailreguleret efter modeller, der skærer alle universiteter over samme kam.

De rette værktøjer?

Spørgsmålet er, om universiteterne og politikerne har de rette værktøjer til at udvikle det nødvendige og tillidsfulde samarbejde. Da et flertal i Folketinget tiltrådte den nye universitetslov i 2003, blev universiteterne i princippet selvejende institutioner. Med loven fulgte også selvsupplerende bestyrelser med eksternt flertal, der på samfundets vegne skulle sikre, at universiteterne udviklede sig i den ønskede retning.

Et godt spørgsmål er, hvilken form for selvstyre universiteterne reelt fik i forhold til den offentlige forvaltning. Sagen er, at staten stadig fastlægger rammerne for universiteternes opgaveløsning gennem tæt økonomisk styring og kontrol, så selvstyret har bestemt sin begrænsning.

At et folketing, der hvert år afsætter omkring 20 mia. kr. til forskning og uddannelse på universiteterne, har brug for garanti og kontrol af, hvad pengene bruges til, er helt legitimt. Jeg har ingen problemer med, at politikerne stiller krav og har klare ambitioner med universiteterne. Vi er samfundets ejendom og skal til enhver tid understøtte dets udvikling.

Det kræver, at universiteterne i åben dialog med samfundet, herunder politikerne, identificerer behov og muligheder. At vi samtidig er kritiske, måske en kende irriterende, og udfordrer de politiske beslutninger er kun til samfundets bedste – kritik fremmer kvalitet.

Ikke tilfredsstillende styring

For at sikre kontrol med universiteterne og de øvrige videregående uddannelser har man fra politisk side bl.a. indført udviklingskontrakter, hvor videnskabsministeren via bestyrelserne forpligter det enkelte universitet på en række målbare faglige parametre og en række klart definerede mål. Dertil kommer den årlige finanslov, tilsynsmøde med ministeriet samt den økonomiske kontrol fra ikke kun egne revisorer, men også rigsrevisor.

Erfaringen er helt entydigt, at disse værktøjer som styringsredskab ikke tilfredsstiller det politiske system. De giver nemlig ikke politikerne mulighed for at forme det fremtidige universitetslandskab, styre udbuddet af uddannelser, fastsætte optaget, udvikle samarbejdet med den øvrige uddannelsessektor m.m. Som respons har politikerne og embedsværket derfor indført andre styringsredskaber, der resulterer i en ufrugtbar detailregulering af universiteterne.

Jeg nævner i flæng: Regulering af internationalisering, dimensionering af uddannelserne, fremdriftsreformen, specielt i sin oprindelige udformning – tiltag, der sætter universiteterne under et voldsomt administrativt pres og gør det sværere at holde fokus på det faglige og dyrke det enkelte universitets særegne kvaliteter.

Balance mellem kontrol og selvstændighed

Detailreguleringen matcher dårligt med universiteternes virkelighed. Det tager typisk 10 år at opbygge stærke internationalt konkurrencedygtige uddannelses- og forskningsmiljøer, og det er nødvendigt, at vi kan planlægge med en lang tidshorisont. På den måde kan universiteterne betragtes som supertankere, hvor det tager tid at ændre kurs. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi finder den rette balance mellem politikernes behov for kontrol og universiteternes behov for selvstændighed.

En ting ligger fast: Universiteterne har brug for langsigtede forlig på forsknings- og uddannelsesområdet med bred politisk opbakning. Vi har brug for en samarbejdsform eller governance-model, hvor politikerne kan stille krav til universiteterne i form af en klar overordnet målstyring; men den skal være tilpasset det enkelte universitet.

Man kan pege på muligheden for mere specifikke udviklingskontrakter kombineret med en omfattende afbureaukratisering af detailstyringen. Det kræver dygtige og ansvarlige bestyrelser og universitetsledelser, og det er universiteternes ansvar at sikre dette.

God governance kræver tillid, der bygger på ansvarlighed – både over for de mange studerende og ansatte og det omkringliggende samfund. Det vil skabe arbejdsro i den daglige drift og styrke universiteternes mulighed for forsat at blive drevet af faglige ambitioner, indsigt og viden.

Politik og strategi, Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab, Forskning, Ekstern målgruppe, Uddannelse