Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Rektoratet ønsker god sommer

Rektor Brian Bech Nielsen, prorektor Berit Eika og universitetsdirektør Arnold Boon ønsker medarbejdere og studerende en god sommer.

05.07.2021 | Brian Bech Nielsen, Berit Eika og Arnold Boon

Kære medarbejdere og studerende

Semesteret går på hæld – og om end ikke alle holder ferie, så er sommeren en periode, hvor den almindelige semestertravlhed er suspenderet for en god stund.

Den seneste måneds tid har vi fået fornemmelsen af, at der er lys for enden af corona-tunnelen. Campus er så småt begyndt at summe igen – og man tør næsten tro på, at vi efter sommerferien kan få genstartet det studie- og arbejdsmiljø, som er så vigtigt og betydningsfuldt for os alle.

Vi vil endnu en gang gerne udtrykke vores varme tak og dybe respekt for den indsats, I alle har ydet under hele nedlukningen. Det har været en krævende og helt usædvanlig periode, men uanset hvilke rolle vi spiller på universitet, har vi lært meget nyt om os selv både fagligt og menneskeligt – og den viden skal vi tage med videre i arbejdet for at gøre AU til et endnu bedre sted at arbejde og studere.

Men inden da giver sommerferien os alle en kærkommen lejlighed til at trække stikket ud og komme helt ned i gear. Vi ønsker jer alle en aldeles skøn sommer og håber, de kommende uger byder på rige muligheder for at nyde sommeren med jeres familie og venner.  

Med de bedste sommerhilsner

Brian, Berit og Arnold

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab