Lektor i retskemi og leder af sektion for narkotikaanalyse Christian Lindholst er ansat som ny leder af Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.
20.09.2013 |
For medarbejderne på Institut for Retsmedicin er det et velkendt ansigt, som er i front på instituttet fra 1. oktober. Christian Lindholst, som har en ph.d.-grad i biologi og kemi fra Syddansk Universitet fra 2003, kom til instituttet i 2005, hvor han efter to år blev leder af instituttets narkotikasektion. Siden 2012 har han fungeret som viceinstitutleder med ansvar for instituttets strategi på området med videnudveksling. Fra oktober kan han så titulere sig som institutleder. I øvrigt som den første kemiker nogensinde på instituttet i Aarhus.
Christian Lindholsts faglige fokus har gennem årene været narkotika og kortlægning af det illegale stofmarked i Danmark. Indsatsen har resulteret i, at instituttet bliver betragtet som førende inden for de såkaldte strategiske narkosammenligninger, nationalt som internationalt.
Et vigtigt omdrejningspunkt for Christian Lindholst bliver at fastholde instituttets styrkeposition på forskningsområdet, som for nylig blev samlet i en bioanalytisk og en billeddiagnostisk enhed samt et videncenter for overgreb. Instituttet deltager desuden i et nationalt forskningsprojekt, som skal afdække og forebygge uventede dødsfald hos personer med psykisk lidelse.
”Institut for Retsmedicin løser opgaver af stor samfundsmæssig nytteværdi og oftest af væsentlig betydning for de personer, som er involverede. Med Christian Lindholst får instituttet en ambitiøs leder, der med sit høje faglige niveau kan understøtte den fortsatte udvikling af instituttet. Samtidig har han forståelse på det store ansvar, der hviler på et institut som dette”, siger dekan for det sundhedsvidenskabelige hovedområde, Health, Allan Flyvbjerg.
Institut for Retsmedicin, der har til huse på Aarhus Universitetshospital i Skejby, er bedst kendt i offentligheden for dets retslægelige obduktioner, findestedsundersøgelser, ligsyn og personundersøgelser. Hertil kommer den retskemiske analysedel, som bliver lavet i forbindelse med obduktionerne, volds- og trafiksager.
Christian Lindholst tiltræder som leder efter Annie Vesterby Charles, der fortsætter som statsobducent ved instituttet.
Christian Lindholst er 40 år, gift med læge Bettina Bak. Sammen har de børnene; Julie, 12 år, Christoffer, 9 år og Caspar, 6 år. Familien bor i Skødstrup ved Aarhus.
For yderligere information:
Lektor i Retskemi Christian Lindholst
Institut for Retsmedicin
D: 87 16 83 31
M: 20 93 92 23
cl@retskemisk.au.dk