Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Robotter udfordrer menneskets selvforståelse

Robotfilosofi er et helt nyt forskningsområde, og den første store internationale konference finder sted på Aarhus Universitet. Her vil førende forskere på området diskutere de filosofiske, etiske og sociale udfordringer i en fremtid med robotter.

15.08.2014 | Mathilde Holm Rasmussen

Den nye trend inden for robotteknologi drejer sig om såkaldte sociale robotter med social intelligens og interaktion med mennesker. De sociale robotter rejser filosofiske spørgsmål om forholdet mellem robotter og menneskets selvforståelse.

Kan vi overhovedet have sociale relationer til robotter? Forudsætter det ikke, at begge parter ’forstår’ hinanden? Hvordan reagerer vi, når en robot overtager den menneskelige kontakt? Hvad vil vi vinde og tabe ved at interagere med robotter? Robotfilosofi er et helt nyt felt inden for filosofien, der for første gang vil blive behandlet af en lang række internationale eksperter på Aarhus Universitet.

Toppen af robotteknologi møder toppen af robotfilosofi
Konferencens hovedtalere er førende internationale forsker i robotfilosofi. Herudover vil to berømte robotforskere være keynote speakers. Den ene er professor Hiroshi Ishiguro fra ATR/Ishiguro Lab, Osaka, Japan, som er særligt kendt for sine menneskelignende robotter, heriblandt ’Geminoid’, der er en tro kopi af ham selv.

Den anden hovedtaler er professor Illah Nourbakhsh fra Carnegie Mellon University i USA. Illah Nourbakhsh har også fingeren på pulsen inden for den tekniske del af robotudvikling og forsker desuden i blandt andet udfordringerne ved at give robotteknologien frie tøjler.

En unik mulighed
Marco Nørskov er adjunkt i filosofi ved Aarhus Universitet og en af hovedarrangørerne for konferencen. Han mener, at konferencen giver en unik mulighed for at høre nogle af de helt store tænkere inden for robotteknologi og -filosofi.

”Personligt glæder jeg mig til at få en masse nye input og høre, hvad de forskellige forskere går og arbejder med lige nu. Jeg håber, der kommer ny viden frem, og at vi får godt fremtidigt samarbejde med de forskellige forskere.”

Forskningsgruppen PENSOR (Philosophical Enquiries in Social Robotics), som er en del af Sektion for Filosofi og Idéhistorie (IKS), er arrangør for konferencen som er tiltænkt at være med til at fastslå Aarhus Universitets position som et førende sted inden for den nye disciplin robo-philosophy.

Du kan komme med
Konferencen, Robo-Philosophy—Social Robotics and the Future of Social Relations, finder sted på Aarhus Universitet d. 20.-23. August 2014.
Der er fri entre til de to keynotes på konferencen og alle er velkomne.

Læs mere på: www.robo-philosophy.org

Arrangement, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Forskning