En ny optagelsesprøve skal vælge de bedst egnede kvote 2- ansøgere ud, når Aarhus Universitet fra næste år fordobler sit kvote 2-optag på medicinstudiet. Prøven er udarbejdet sammen med dem, som skal ansætte de nye læger efter endt uddannelse.
22.05.2015 |
Studenter uden tårnhøje karakter, som drømmer om at læse til læge, får fremover en ny chance for at komme ind på Aarhus Universitets mest populære uddannelse, medicinstudiet. Næste år bliver kvote 2-optaget fordoblet til 20 pct., så ca. 90 unge mennesker får plads på medicinstudiet ad den vej.
I modsætning til kvote 1 bliver kravet til karaktergennemsnit væsentligt lavere. Et gennemsnit på 6,0 kan – sammen med de rette fag - få ansøgerne videre i processen, mens det sidste år krævede 10,7 på kvote 1. Herefter følger en multiple choice-test, der leder de 200 personer med flest rigtige svar videre til en interviewrunde. Her tester fagfolk ansøgernes kommunikationsfærdigheder, samarbejdsevner, empati og robusthed igennem otte små interviews.
”Vi har spurgt arbejdsgiverne, hvilke færdigheder, der er vigtigst for at kunne fungere i jobbet som læge, for at vide, hvad vi skal teste ansøgerne for. Og vi er meget glade for deres medvirken, da det øger chancen for, at vi finder de bedst egnede personer til at udfylde lægerollen,” siger Charlotte Ringsted, prodekan for uddannelse på Health, Aarhus Universitet.
Læger, ledere fra hospitalssektoren, Lægeforeningen, Danske Patienter og Novo Nordisk er blandt dem, som har givet deres besyv med i udviklingen af testen.
Den nye optagelsesprocedure er et pilotprojekt, der skal give en chance til de studerende, som er motiverede og har de rette kompetencer, men mangler de høje karakter. Testen kan også få betydning for frafaldet.
”Erfaringer fra medicinstudiet på Syddansk Universitet viser, at særlige optagelsesprocedurer på kvote 2 mindsker frafaldet blandt de studerende. Det ville være en ekstra gevinst, og vi holder naturligvis øje med, om det også bliver tilfældet her, da det jo er en ressourcekrævende optagelsesprocedure sammenlignet med optag alene ud fra karaktergennemsnit som på kvote 1,” fortæller Lotte O’Neill, adjunkt på Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser på Aarhus Universitet.
Læs mere om de kommende adgangskrav på kvote 2
Charlotte Ringsted, prodekan for uddannelse
Health, Aarhus Universitet
Mobil: 9350 8222
charlotte.ringsted@au.dk