Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Så blev de afsløret – der er fundet tæver blandt ulvene i Danmark

Nye analyser af DNA-profiler fra ulve-prøver indsamlet af dels private og dels af Naturstyrelsen afslører nu, at der er tæver blandt ulvene i Jylland. Det er de nyeste resultater af de genetiske undersøgelser af formodede ulve-ekskrementer og spytprøver fra nedlagte byttedyr, som forskere fra Institut for Bioscience - Kalø, Aarhus Universitet, og Naturhistorisk Museum, Aarhus har udført.

23.04.2015 | Anne-Mette Siem

Den europæiske grå ulv - canis lupis. De første spor efter hunner er nu fundet i Danmark. Foto: Colourbox

De seneste DNA-analyser af indleverede ekskrement og spytprøver har endelig påvist at der er kommet ulve-tæver til Danmark. DNA-analyserne indgår i projekt ”Nye Arter”  et samarbejdsprojekt mellem Aarhus Universitet, Bioscience –Kalø ved seniorforsker Liselotte Wesley Andersen og Naturhistorisk Museum Aarhus ved seniorforsker Thomas Secher Jensen, som har kørt fra 2013 til marts 2015 støttet af 15. Juni Foden.

”Vi har længe undret os over hvorfor der ikke kunne dokumenteres ulve-tæver blandt de prøver som frivillige har indleveret og vi selv har samlet til projektet i forbindelse med opbygningen af DNA-registeret over DNA-profiler fra ulve i Danmark” , udtaler Liselotte Wesley Andersen, og fortsætter ”nu er det så langt om længe påvist”. Hun mener der er flere grunde til at det har taget tid – en af de væsentligste er at tæver ikke afmærker deres territorium så ofte som han-ulve. Samtidig udtaler Thomas Secher Jensen at årsagen til at der nu kan findes prøver fra ulve-tæver kan søges i at tyske ulve-kobler er komme tæt på den danske grænse. Unge tæver fra disse kobler bliver smidt ud hjemmefra og søger ledige territorier.  

”Prøverne der er fundet positive for tæver kommer fra flere forskellige områder siger Liselotte Wesley Andersen ” De er indsamlet nordvest for Limfjorden, i Midtjylland, Sydvestjylland og Sydøstjylland”. ”Resultaterne fra tidligere genetiske undersøgelser har vist at der også er hanner i de pågældende områder så naturligvis er der stor sandsynlighed for at der er dannet par allerede” fortsætter Liselotte Wesley Andersen og Thomas Secher Jensen. Samtidig kan det heller ikke afvises at der allerede har været hvalpe.  Det vides endnu ikke hvor mange forskellige tæver der er blandt de analyserede positive prøver.

Yderligere oplysninger:

Liselotte Wesley Andersen, Aarhus Universitet, Institut for Bioscience – Kalø, tlf. 30 18 31 3530 18 31 35 lwa@dmu.dk

Thomas Secher Jensen, Naturhistorisk Museum Aarhus, tlf. 24 21 20 1524 21 20 15 tsj@nathist.dk

Yderligere læsning om ulve i Danmark kan findes her:

www.naturhistoriskmuseum.dk/Viden/Ulv_i_Danmark

Forskning, Forskning, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet