Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Debat: Sådan får vi råd til medicin i fremtiden

Selv om indkøb af dyr medicin er en svær diskussion, er det nødvendigt, at vores politikere forholder sig til det.

14.08.2015

Af Dekan Allan Flyvbjerg, Health, Aarhus Universitet

 

”Vi skal have råd til dyr medicin”. Det er - lige som i valgkampen - budskabet fra sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde efter, at endnu en medicinsag har pustet liv i debatten om tårnhøje medicinudgifter på sygehusene. Denne gang handler det om en ny behandling af cystisk fibrose til to millioner kroner om året per patient. Sophie Løhde afviste konsekvent behovet for nationalt at prioritere på medicinområdet, selvom de stigende medicinudgifter for tiden tvinger flere regioner ud i kraftige spareplaner.

Det er uden tvivl også en både svær og ubehagelig diskussion. For hvad koster et menneskes ekstra leveår eller måneder? Og skal vi i en velfærdsstat som Danmark overhovedet forholde os til prioritering?  Skal alle patienter ikke altid have den bedste medicin på markedet?  Også hvis medicinen kun forlænger livet nogle få måneder?  Men selv om det er en svær diskussion, er det et emne som landets førende politikere bør forholde sig til.

Debatten har en tendens til at handle om prioritering eller ej. Men alt er en prioritering. Man kan ikke ikke-prioritere. Når politikerne vælger ikke at gøre noget ved medicinudgifternes himmelflugt, så er det også en prioritering. Når politikerne vælger ikke at reagere på, at regionsformænd, sygehusdirektører og nogle af landets førende sundhedsøkonomer gentagne gange advarer om konsekvenserne af de stigende medicinudgifter, ja, så er det også en prioritering.

I stedet for at se spørgsmålet som et enten-eller, bør vi få en nuanceret diskussion af, hvordan vi bedst forholder os til medicinudgifterne i fremtiden. For vi slipper ikke for at se virkeligheden i øjnene. Og virkeligheden er, at udgifterne til sygehusmedicin er steget med 70 procent siden 2007. Og intet tyder på, at den udvikling stopper – tværtimod! Sundhedsøkonomer har beregnet, at udgifterne til sygehusmedicin frem mod 2020 vil stige til over 22 mia. kr. Med et stramt offentligt budget er der ikke råd til både at blæse og have mel i munden. Konsekvensen bliver derfor, at der skæres ned andre steder i hospitalssektoren. Dette er ikke blot et fremtidsscenarie. I øjeblikket er tre af landets fem regioner i gang med at rulle større spareplaner ud, blandt andet fordi medicinudgifterne æder mere end forventet af hospitalernes budgetter.

Og hvilke konsekvenser har det så? Den 25. juni kunne man i BT læse, at ny forskning fra York University viser, at modstanden mod at prioritere kan koste flere liv, end den dyre medicin redder, fordi omkostningerne til lægemidlerne går ud over andre patienters behandling. Medicin som koster 300.000 kroner for kunne give en patient ét godt leveår, koster to gode leveår andre steder i sundhedsvæsenet.  

Nationale prioriteringer er langt fra et ukendt fænomen i det danske sundhedsvæsen. Mens der ikke sker en stringent prioritering mellem forskelige produkter af sygehusmedicin, er billedet ganske anderledes på landets apoteker. Her kan borgerne kun få tilskud til medicin, hvis myndighederne i form af Medicintilskudsnævnet og Sundhedsstyrelsen mener, at produktet er pengene værd. Professor Kjeld Møller Pedersen, har kaldt det både absurd og selvmodsigende, at der ses på sammenhæng mellem pris og effekt indenfor receptpligtig medicin, men ikke når det handler om sygehusmedicin. Jeg kunne ikke være mere enig!

I et forsøg på at håndtere udviklingen på medicinområdet, har Danske Regioner nedsat to råd. Det er Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS) og Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS). Rådene er begge tiltænkt at skulle bidrage til at højne kvaliteten i lægemiddelbehandlingen og samtidig sikre en ensartet behandling over hele landet. Et hovedproblem ved begge råd er, at de ikke tager hensyn til prisen, når der skal godkendes ny medicin. Danske Regioners fokus på udfordringerne på området under valgkampen viser med al tydelighed, at det to råd grundlæggende ikke har løst prioriteringsproblemet.

For at komme frem imod, hvad der kunne gøres, kunne man jo starte med se på erfaringerne fra de lande, der allerede har erkendt, at medicinprioritering er et nationalt anliggende og ikke noget der bør foregå ude på den enkelte hospitalsafdeling.

I England har man siden 1995 haft myndighedsinstituttet NICE. Instituttet udformer på baggrund af analyser af omkostninger og effekter retningslinjer for, hvilke behandlinger sundhedsvæsnet skal tilbyde.

Også i Norge har de en national prioritering på medicinområdet. Siden 2007 er et nationalt råd kommet med anbefalinger af prioriteringerne af ressourcerne i sundhedsvæsenet. Siden 2002 haft de også haft en økonomisk evaluering af nye lægemidler, med fastlæggelse af et prisloft for, hvor meget man vil betale for et ekstra leveår.

Tyskland har nedsat et uafhængigt organ, der gennemfører videnskabelige undersøgelser af medicins effektivitet, bl.a. i forhold til pris.

Holland og Belgien har også prioriteringstiltag i støbeskeen. Et centralt element i den hollandske satsning er at skaffe det fornødne videngrundlag for effekten af ny medicin. Modsat i Danmark, hvor Sundhedsstyrelen i 2012 holdt op med at lave systematiske Medicinsk Teknologi Vurderings (MTV)-rapporter på udvalgte områder, er dette virkemiddel et centralt element i Holland. Endvidere arbejdes på en national og koordineret satsning på prispolitikområdet. Sidst, men ikke mindst, har Holland og Belgien besluttet at koordinere deres indbyrdes nationale satsninger.

De forskellige europæiske initiativer er ikke nødvendigvis uproblematiske. Både i England og Norge er der udfordringer ved de valgte løsninger. Men de samfundsøkonomiske gevinster ved at udvikle en koordineret national tilgang til medicinprioritering er indlysende – også i Danmark.

Alle parter involveret i udvikling af ny medicin til og behandling af borgerne skal medvirke til, at borgerne har mulighed for adgang til den nyeste og mest virksomme medicin. Denne ambition nås gennem en koordineret og videnbaseret tilgang, der også inddrager pris og samfundsmæssige og økonomiske aspekter af en given behandling.

En sådan tilgang kan opnås gennem fire danske initiativer:

For det første skal der etableres et uafhængigt, nationalt organ - der ikke samtidigt er en myndighed - som løbende udarbejder systematiske videnskabelige redegørelser om effekter af medicin. Organet skal ligeledes beregne de samlede sundhedsøkonomiske udgifter ved anvendelse af forskellige typer af allerede ibrugtagen- og ny medicin.

For det andet skal der skabes et nationalt koordineret prisaftalegrundlag, der skal danne fundamentet for prisforhandlingerne mellem regionerne og medicinalindustrien.

For det tredje, at der i et tæt samarbejde mellem offentlige myndigheder, forskningsinstitutioner og sygehusejere holdes er skarpt fokus på indhentning af ny viden om og forskning i skræddersyet medicin.

For det fjerde,at de tre nævnte initiativer udføres med inspiration fra og gerne i samarbejde med andre lande på nordisk eller europæisk niveau.

Sker det ikke, vil det danske sundhedsvæsen også i fremtiden blive præget af besparelser og dermed også styre imod en tiltagende ineffektivitet. Det vil få uoverskuelige konsekvenser for den høje behandlingskvalitet, vi heldigvis stadig har.  

 

Kronikken er bragt i Berlingske Tidende d. 15. august 2015

 

Samarbejde, Sundhed og sygdom, Health, Health, Alle grupper, Institut for Klinisk Medicin