Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sådan ser den nye vision for medicinuddannelsen ud

De seneste måneder er der blevet tænkt mange tanker om, hvordan medicinuddannelsen bedst uddanner fremtidens læger. Processen, som bl.a. har involveret studerende, kursusledere og aftagere, er nu mundet ud i en færdig vision og et strategisk grundlag for uddannelsen.

27.06.2017 | Mette Louise Ohana

Medicinstuderende

Studienævnet for medicin skal nu sammenholde medicinuddannelsen med den nye vision og tage stilling til, om uddannelsen skal ændres. Foto: Jesper Rais/AU.

Hvordan balancerer man imellem, at medicinstuderende skal lære praktiske færdigheder, så de færdige kandidater kan træde direkte ind på et hospital og fungere som læge, men også skal have tid til at lære at have en akademisk og problemløsende tilgang til uforudsigelige situationer? Hvordan kan man give plads til fleksibilitet og valgfrihed samtidig med, at der er et ønske om at fastholde, at alle skal have en kernefaglighed? Og hvordan sikrer man fremadrettet bedre sammenhæng mellem basalvidenskaberne, de kliniske videnskaber og den praktiske viden på tværs af uddannelsen? 

Det er blot nogle af de problematikker, der er blevet diskuteret af medicinuddannelsens interessenter i forbindelse med udarbejdelse af visionen og det strategiske grundlag for medicinuddannelsen på Health. Visionen ligger nu klar og er godkendt af dekanen på Health.

Skal understøtte livslang læring

Den nye vision og strategi består af pejlemærker, der skal sikre, at medicinuddannelsen klæder de kommende læger på til en uforudsigelig fremtid. Mange af pejlemærkerne kan genkendes fra uddannelsen, som den er i dag. Kandidaterne skal stadig have en lægelig kernefaglighed og kende kroppens anatomi, kunne lægge drop og stille diagnoser. Men med den hastige teknologiudvikling er der ingen, der præcist ved, hvad en fremtidig læge skal kunne. Derfor er det en væsentlig del af visionen, at uddannelsen skal understøtte de studerendes evne til at undre sig og stille spørgsmål til det eksisterende. Målet er, at de i samarbejde med andre kan løse problemstillinger på en innovativ måde og forbedre kvaliteten i sundhedsydelserne.

”Uddannelsen skal give de studerende en akademisk tilgang til det praktiske, så de forstår teorien, mekanismerne og teknikken bag det, de gør. På den måde understøtter uddannelsen den livslange læring, som det kræver at være læge i dag. Vi skal stimulere de studerendes undren og kritiske refleksion over gængs praksis, da det er dem, der skal videreudvikle faget og behandlingsmulighederne i fremtiden. De får brug for at være innovative, selvstyrende og problemløsende, når de møder komplekse og uforudsigelige situationer,” fortæller Charlotte Ringsted, prodekan for uddannelse på Health.

Desuden skal uddannelsen i højere grad end i dag understøtte de studerendes udvikling af digitale kompetencer og samarbejdsevner på tværs af sektorer. Samtidig anbefaler strategien, at relevante samfundsproblematikker og et internationalt udsyn kontinuerligt bliver inddraget, så uddannelsen i højere grad orienteres mod omverdenen. De studerende skal også opnå kendskab til Life Science-industrien, så de kan være med til at udvikle den medicinske teknologi. 

Studienævnet for medicin tager næste skridt

Strategien anbefaler derudover  et skifte i anvendelsen af prøver. Tests og eksamener skal ikke alene bruges til sluteksaminationen i et fag, men anvendes undervejs på et semester som et redskab til kontinuerlig feedback for at støtte de studerendes læringsproces.

Til det videre arbejde har Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser (CESU) udarbejdet en inspirationsrapport, der afdækker internationale tendenser inden for medicinsk uddannelse med konkrete eksempler fra andre universiteter.

Det er nu op til Studienævnet for medicin at finde ud af, hvordan visionen og strategien konkret kan implementeres i medicinuddannelsen. Arbejdet begynder efter sommerferien.

Læs hele visionen.

Kontakt

Prodekan for uddannelse Charlotte Ringsted
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 93 50 82 22
Mail: charlotte.ringsted@au.dk 

Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Uddannelse, Institut for Biomedicin, Ph.d.-studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Health