Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Seks år mere til leder af Institut for Retsmedicin

Christian Lindholst er genansat i stillingen som leder af Institut for Retsmedicin. Han vil arbejde for at styrke forskningsindsatsen og skrue op for instituttets internationale relationer.

31.08.2020 | Henriette Stevnhøj

Da Christian Lindholst blev ansat som leder af Institut for Retsmedicin i 2013, vakte han opsigt ved at være den første retskemiker i stolen, hvor der altid havde siddet lægeuddannede statsobducenter. Nu tager han seks år mere som leder af instituttet. Det er dekan Lars Bo Nielsen som formand for ansættelsesudvalget meget tilfreds med:

”Christian har formået at styrke Institut for Retsmedicins forskningsprofil og haft fokus på, at instituttet leverer forskningsbaseret myndighedsbetjening af højeste kvalitet. Tilmed har han ydet et væsentligt bidrag til, at instituttets samfundsnytte er blevet meget synlig for omverdenen”, siger Lars Bo Nielsen.

Ud i verden og hjem med viden

Med genansættelsen skal Christian Lindholst stå i front for arbejdet med at løfte et velfungerende institut til et nyt niveau med et større internationalt udsyn.

”Retsmedicin er nationalt set et lille fagområde, og selv om vi har gode samarbejdsflader på tværs af landets tre retsmedicinske institutter, skal vi ud i verden for at blive bedre. Vi har et ansvar for at levere og dokumentere den bedste kvalitet, og det kan vi opnå ved at pleje og bruge vores internationale relationer”, siger Christian Lindholst.

Instituttets to honorary Skou-professorer er en del af midlet, men ellers er Christian Lindholsts vision, at så mange af instituttets forskere som muligt får et udlandsophold. Også helt korte ophold er værdifulde, siger han.

Forskning boostes af samarbejder

Da Christian Lindholst tiltrådte som institutleder for seks år siden, var instituttet allerede i gang med at organisere forskningen i tre enheder; bioanalytisk enhed, enhed for klinisk retsmedicin og enhed for retsmedicinsk billeddiagnostik og osteologi. Siden er enhederne blevet oprustet med flere ph.d.er, forskere og forskningsmidler.

”Vi er begunstiget med flere penge til forskning, dels ved en ny økonomiaftale med politiet, dels ved flere eksterne forskningsbevillinger. Derudover vokser instituttets indtægtsdækkede virksomhed i form af samarbejder med danske og udenlandske myndigheder, virksomheder og forskningsgrupper. Det skaber flere stillinger og booster vores forskningsmiljø”, fortæller Christian Lindholst.

Det er da også hans håb, at fremtiden byder på mere synergi mellem forskere og myndighedsbetjeningen, altså den del af instituttets opgaver, som går ud på at servicere politikredsene i Jylland.

”Når vi skal leve op til vores ambition om at levere forskningsbaserede ydelser, kalder det også på, at vi i højere grad forsker i de sager, som involverer myndighedsbetjeningen. Vi har allerede eksempler på nye forskningsprojekter som udspringer af myndighedsbetjeningen, fx 3D-print-teknologi, som understøtter de skriftlige erklæringer samt metabolomics anvendt på data fra retskemiske rutinesager til studier af metabolitprofiler”, fortæller Christian Lindholst

Lyttere og seere inviteres indenfor

I 2015 fik offentligheden et sjældent indblik i retsmedicinernes arbejde, da DR-journalisten Anders Agger lavede en dokumentarudsendelse fra instituttet. Den gik tæt på den retsmedicinske obduktion, som ellers var forbeholdt fagfolk.

”Vi ville gerne være med til at aftabuisere et lægeligt speciale, som de fleste kun kender fra kriminalserier- og litteratur. Det synes vi lykkedes med udsendelsen, som gav flere positive tilbagemeldinger fra pårørende til afdøde, der skulle obduceres. Det kan - udover at være fascinerende - være befriende og afdramatiserende at få konkret viden om, hvad der egentlig foregår ved en retsmedicinsk undersøgelse”, siger Christian Lindholst.

Siden har instituttet medvirket ved udgivelsen af bogen: ’Retsmedicin i 100 år. Til gavn for de levende’ og senest en stribe podcasts, som giver indblik i retskemikeres- og –mediciners arbejdsmetoder og overvejelser.

”Det er en dyd at være beskeden, men det er ærgerligt ikke at fortælle om det, vi bidrager med. Vi kan også se på lyttertallene, at der er mange, som gerne vil vide mere om, hvad vi laver”, siger Christian Lindholst.

 

Mere om Christian Lindholst

  • Institutleder på Institut for Retsmedicin fra 2013
  • Lektor på Aarhus Universitet i 2008
  • Ph.d. fra Syddansk Universitet i 2002
  • Født i 1972. Er gift med læge Bettina Bak, bor i Skødstrup og har tre børn

Kontakt

Institutleder Christian Lindholst
cl@forens.au.dk
M: 20 93 92 23

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen