Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Siri Beier Jensen fortsætter som institutleder

Efter fem år som leder af Institut for Odontologi og Oral Sundhed har Siri Beier Jensen sagt ja til at forlænge ansættelsen med yderligere tre år. Den nye uddannelsesmodel skal i spil, forskningsprofilen skal skærpes, og samarbejdet på tværs af instituttet er fortsat i fokus. Det er snuden i sporet og fremad, siger hun.

18.10.2021 | Lise Wendel Eriksen

Siri Beier Jensen fortsætter som leder af Institut for Odontologi og Oral Sundhed frem til sommeren 2024. Foto: Jonathan Bjerg Møller, AU Health

Da Siri Beier Jensen i august 2016 trådte ind ad hovedindgangen i bygning 1610 på Vennelyst Boulevard var det ikke kun til en ny stilling, men også til et splinternyt institut. Med den nye institutleders tiltrædelse fusionerede Institut for Odontologi og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere – i daglig tale kaldet SKT – helt officielt til ét samlet Institut for Odontologi og Oral Sundhed under det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet.

”En fusionsproces tager årtier. Der er gamle vaner, der skal brydes og nye tanker, der skal tænkes, og helt lavpraktisk skal mange ting koordineres, sammenlægges og omdøbes. Det tager tid at skabe en fælles og god arbejdskultur, men vi er kommet langt de seneste fem år. Så langt at vi ER ét institut. Folk ser os som IOOS, og potentialet er fortsat kæmpestort,” siger Siri Beier Jensen, der kom fra en lektorstilling i oral medicin på Københavns Universitet. Nu tager hun tre år mere som institutleder, og det er konstitueret dekan Hans Erik Bøtker meget tilfreds med:

”Siri er en kompetent og meget dygtig leder, der formår at samle og udvikle en organisation med mange forskellige fagligheder. Hun har været med til at styrke instituttets forskningsprofil og haft fokus på at modernisere de tandfaglige uddannelser til det, vi nu kender som ’The Aarhus Model of Dental Education’. Det er lidt af en bedrift på så få år.”

Visionær Aarhus-model er stærkt på vej

Skønt Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS) er et af fakultetets mindre institutter, huser det hele fem tandfaglige uddannelser. Under Siri Beier Jensens ledelse har instituttet indledt arbejdet med at revidere studieordningerne, så uddannelserne i højere grad spiller sammen:

”Vi gentænker alle vores uddannelser, så professionsprofilerne hver især står fagligt skarpt. Samtidig udnytter vi det faglige slægtskab og den synergi, der ligger i at samtænke undervisning på tværs af uddannelserne, som alle har det orofaciale område som fællesnævner, så vores studerende får integreret teambaseret undervisning og kommer til at fungere optimalt som et sundhedsfagligt team, når de er færdiguddannede. Det er en kompleks opgave, og jeg er utrolig stolt af, at vi er ved at bygge en uddannelsesmodel, som ikke findes andre steder i verden, men allerede inspirerer uddannelsestænkning i andre sammenhænge,” fortæller Siri Beier Jensen.

Læs også artiklen ’Verdens øjne hviler på The Aarhus Model of Dental Education’

Forskningskræfterne skal samles

I 2019 definerede IOOS deres fælles forskningsstrategi ’Orofacial sundhed – en del af almen sundhed’ med tre overordnede forskningstemaer: ’Diagnostik og billeddannelse’, ’Oral økologi og inflammation' og ’Funktion, smerte og rehabilitering’.

Forskningsstrategien er ifølge Siri Beier Jensen rygraden i arbejdet med at styrke instituttets forskningsprofil:

”Odontologien er et relativt lille medicinsk fagområde, og selv om vi har nogle af verdens dygtigste forskere på instituttet, er vi få. Vi skal derfor ’teame up’ og samle kræfterne internt. Vi skal tydeliggøre for omverdenen, hvad vi kan bidrage med og bygge stærke interdisciplinære broer, der kan berige os gensidigt, så vores forskning står stærkere – nationalt og internationalt. Det er en helt central opgave også de kommende år,” siger hun og tilføjer:

”Det er meget tiltrængt lykkedes os at udvide den videnskabelige bemanding. Særligt på adjunktniveau. Det giver et stærkt vækstlag og et nødvendigt fundament for den forskningsbaserede undervisning, vi også kommer til at udbyde på vores vidensbaserede uddannelser, så alle uddannelserne bygger på et fælles grundlag.”

En tydelig stemme med strategisk tæft

Ikke overraskende kan institutlederposten til tider være stormomsust. Ca. 30% af Siri Beier Jensens tid som institutleder har stået i coronaens tegn, hvilket hun selv betegner som ’halvandet års kriseledelse’. Og senest har Regeringens beslutning om at oprette en tredje tandlægeuddannelse i Hjørring fået debatten til at køre på de høje nagler, hvor Siri Beier Jensen har været en tydelig stemme.

Læs også ’Institutleder: Ny tandlægeuddannelse i Hjørring virker hovedløst’

”Siri har strategisk tæft. Hun har ydet et væsentligt bidrag til, at instituttet er blevet mere synligt udadtil – både her på universitetet, i den politiske verden og i de internationale forsknings- og uddannelsesmiljøer. Hun er den helt rigtige til at stå i spidsen for IOOS, så jeg er meget glad for, at hun fortsætter som institutleder tre år endnu,” konkluderer Hans Erik Bøtker.

Selv går Siri Beier Jensen til opgaven med ydmyghed og kampgejst:

”Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet – for IOOS, for Health og for Aarhus Universitet. På instituttet har vi så mange superdygtige mennesker, medarbejdere og studerende, og jeg er virkelig glad for og stolt af det, vi kan og skaber sammen. Vi løber stærkt, men vi har også meget, vi gerne vil opnå. Det er snuden i sporet og fremad.”

Siri Beier Jensens forlængede åremålsansættelse som institutleder for Institut for Odontologi og Oral Sundhed fortsætter til og med sommeren 2024.

Mere om Siri Beier Jensen

  • Institutleder på Institut for Odontologi og Oral Sundhed siden 2016
  • Lektor i oral medicin på Københavns Universitet fra 2011
  • Ph.d. fra Københavns Universitet i 2006: ‘Oral adverse effects during and one year after adjuvant chemotherapy in breast cancer patients’
  • Ansat tandlæge i privat praksis 1998-2001
  • Cand.odont. fra Københavns Universitet i 1998
  • Født i 1972.

Kontakt

Institutleder Siri Beier Jensen
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 93 50 85 25
Mail: siri@dent.au.dk

Navnenyt, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, IOOS, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Offentligheden/Pressen