Ledelsen på AU overvejer at udbyde nogle af universitetets rengøringsopgaver. Samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter er inddraget i processen.
25.01.2019 |
Aarhus Universitet har som statslig institution en forpligtelse til løbende at undersøge, om tekniske og administrative driftsopgaver med fordel kan løses af andre end universitetets egne medarbejdere. Udgangspunktet i reglerne for udbud er, at opgaverne skal være udbudsegnede. Det er ledelsens vurdering, at rengøringsopgaverne er udbudsegnede, bl.a. fordi det er en opgavetype, som andre leverandører også ville kunne løse. Det er bl.a. sket på andre universiteter.
De bygninger, hvor udbud af rengøringsopgaven overvejes, er bygninger, der indeholder administration eller undervisning. Lokaler, hvor rengøringsopgaven er mere kompleks, såsom forskningslaboratorier med særlige rengøringskrav og værksteder, er ikke omfattet af de nuværende overvejelser.
"Det er ikke fordi, vi er utilfredse med rengøringen i dag. De medarbejdere, som løser opgaven, skal bestemt ikke føle, at deres arbejde ikke værdsættes. Men universitetet har en forpligtelse til løbende at undersøge, om vores teknisk/administrative driftsopgaver skal løses af os selv. Ved at få opgaven i konkurrence, kan vi bedre vurdere, om det kan gøres anderledes. Dialogen med medarbejderrepræsentanterne i processen vil kvalificere vores vurdering", siger universitetsdirektør Arnold Boon.
Aarhus Universitet vedtog sidste år en strategi for konkurrenceudsættelse af driftsopgaver på baggrund af statens udbudscirkulære.
Ledelsen overvejer at sende rengøringsopgaverne i 51 udvalgte bygninger i udbud; svarende til ca. 13 % af AU’s samlede areal. De medarbejdere, der i dag løser opgaverne, er tilknyttet administrationscentrene Aarhus BSS, Arts og ST. Forslaget er blevet drøftet i samarbejdsudvalg og på møder med tillidsrepræsentanter inden for rengøringsområdet. Og det er også via samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter, at der er mulighed for at komme med yderligere input til forslaget indtil den 19. februar 2019.
Samarbejdsudvalgenes og tillidsrepræsentanternes synspunkter vil indgå i ledelsens endelige beslutning, om rengøringsopgaverne i de udvalgte bygninger bliver sendt i udbud. Hvis ledelsen beslutter at udbyde rengøringsopgaverne, vil udbudsprocessen vare ca. 9-12 måneder. Medarbejderne vil i en eventuel udbudsproces få mulighed for at komme med et eget bud på løsningen af opgaven. Hvis det på den baggrund viser sig, at AU selv kan løse opgaven bedst og billigst, så vil AU fortsætte med at løse opgaven selv. Udlicitering vil så ikke blive aktuel.