Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

SKT 40 år - fokuseret og fremtidsorienteret

Skolen for klinikassistenter, tandplejere og kliniske tandteknikere (SKT) på Aarhus Universitet runder 40 år i august. Siden den beskedne start i et hjørne af Tandlægeskolen med en lille flok klinikassistent- og tandplejerstuderende står skolen nu for fem uddannelsesretninger og med en ambition om at være blandt verdens bedste.

13.08.2013 | Henriette Stevnhøj

Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Når SKT fredag den 16. august fejrer 40 års jubilæum, sker det med et konferenceprogram med faglige indlæg om ledelse, kultur, kvalitet og humor. Ord, der meget præcist matcher de værdier og kompetencer, som kendetegner skolen, der gennem fire årtier har uddannet klinikassistenter, tandplejere og kliniske tandteknikere.

SKT har til huse i Aarhus Universitets karakteristiske gule bygninger i den sydøstlige del af campus. Og det er en styrke for skolen at være en del af Aarhus Universitet.

Som naboer, i både overført og praktisk betydning, får de studerende på SKT adgang til viden fra odontologien, det medicinske felt samt human- og samfundsvidenskaberne. Det er grundlaget for, at skolen kan uddanne studerende, som matcher samfundsudviklingen. Det mener Hanne Mohr, som har været skoleleder siden 2008.

”Vi skal levere dygtige og kompetente medarbejdere, der er rustede til at agere i felter, hvor der hele tiden genereres ny viden. Befolkningen ændrer sig, det samme gør sundhedstilstanden og derfor også behovet for tandplejeydelser. Det stiller krav til os om at have et læringsmiljø, som er dynamisk og elastisk,” siger Hanne Mohr.

”Det er en del af vores vision at lave verdens bedste uddannelse til gavn for befolkningen, samfundet og vore studerende. Kvaliteten sikrer vi blandt andet ved at arbejde målrettet med kompetenceudvikling af vores undervisere og ved at dyrke et godt og fagligt inspirerende arbejdsmiljø. Det, tror vi også, smitter af på vores studerende, så de får en god uddannelsestid,” siger Hanne Mohr.

Fakta:

  • SKT uddanner årligt 350 fordelt på klinikassistenter, kliniske tandteknikere og tandplejere. Siden 2013 er uddannelserne: ’Odontologisk Praksis for tandklinikassistenter’ og ’Oral Helse for tandplejere’ føjet til listen over uddannelsesmuligheder.
  • Der er knapt 55 årsværk på SKT.
  • Jubilæet fejres med en faglig konference på skolen fredag den 16. august 2013. Desuden holder SKT sommerskole (efteruddannelse) i uge 33 for tandklinikkers personale med et særligt jubilæumsprogram. Tilmeldingen er i år rekordhøj med mere end 200 deltagere.

40 år med SKT:

  • 1973: Tandplejeruddannelsen og den eksaminerede klinikassistentuddannelse starter
  • 1976: Skolens nye bygninger (en ny fløj på Tandlægehøjskolen) bliver indviet af H. M. Dronning Margrethe
  • 1988: SKT bliver sammen med Tandlægeskolen et “WHO Collaborating Centre for Oral Health Planning and Research in Third Wold Countries”
  • 1992: SKT og Tandlægeskolen bliver sammenlagt med Aarhus Universitet
  • 1996: Tandplejeruddannelsen bliver forlænget, og tandplejerne får selvstændig autorisation
  • 2005: SKT modtager kvalitetsprisen 'Recognised for Excellence'
  • 2007: Diplomuddannelsen i Oral Helse starter
  • 2008: Tandklinikassistentuddannelsen skifter fra serviceindgang til fællesindgangen i sundhed, omsorg og pædagogik, og Laboratorietandteknikeruddannelsen skifter fra service- til fællesindgangen produktion og udvikling. SKT godkendes til grundforløb til fællesindgangen sundhed, omsorg og pædagogik samt til hovedforløb for tandklinikassistentuddannelsen, og laboratorietandteknikeruddannelsen gennemføres i samarbejde med Aarhus Tech
  • 2009: Klinisk Tandteknikerassistentuddannelsen starter med fem uger på SKT, uddannelsen udbydes af Københavns tekniske skole
Arrangement, Alle grupper, Health, Health