Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Smerteforsker modtager Erhoff Prisen 2016

Professor på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Troels Staehelin Jensen, er blevet tildelt Erhoff Prisen på 250.000 kroner for sin forskning i smerter.

09.05.2016 | Helle Horskjær Hansen

Troels Staehelin Jensen modtager Erhoff Prisen 2016 på 250.000 kroner for sin forskning i smerter.

Troels Staehelin Jensen modtager Erhoff Prisen 2016 på 250.000 kroner for sin forskning i smerter.

Topforsker med stor international gennemslagskraft. Sådan hedder det i indstillingen af Troels Staehelin Jensen, der modtager Erhoff Prisen 2016.

I mere end 30 år har han forsket i at forstå fysiologien bag smerter og årsagen til kroniske smerter, som skader eller sygdom af nervesystemet er skyld i.

Spørgsmål som, hvorfor nogle diabetes-patienter får nervebetændelse, der i værste fald kan føre til amputation, mens andre går fri? Og hvordan man kan forebygge udviklingen af sygdommen, optager Troels Staehelin Jensen.

”Man dør ikke af nervebetændelse, og det er måske forklaringen på, hvorfor det forskningsmæssigt har været et forsømt område. Men for den enkelte patient og samfundsøkonomisk har følgesygdommen meget store konsekvenser, så derfor er det uhyre vigtigt, at vi får større viden om sygdommen,” siger professor Troels Staehelin Jensen, som håber, at prisen kan være med til at sætte endnu mere fokus på området.

Til dagligt står han i spidsen for International Diabetic Neuropathy Consortium ved Aarhus Universitet.

”Vi kobler data fra relevante patientregistre med prøver fra mere end 6000 danske diabetespatienter for at blive klogere på, hvorfor og hos hvem sygdommen opstår.”

Går på glasskår

Antallet af diabetespatienter verden over er stærkt stigende. Forekomsten af diabetisk nervesygdom, som det også kaldes, er derfor også i vækst. Op mod halvdelen af alle diabetikere får nervebetændelse,” fortæller han.

Symptomerne er blandt andet følelsen af at gå på glasskår, smerter i fødderne, sår på fødderne, der ikke vil hele, og gangbesvær. Sygdommen er en af de primære årsager til hospitalsindlæggelser og amputationer hos diabetikere.

”Hvis det for eksempel viser sig, at der er bestemte omsætningsstoffer i blodet, der er ødelæggende for nervecellerne, vil den viden forhåbentlig kunne bruges til at udvikle forebyggende eller hæmmende medicin,” siger han.

Yderligere oplysninger

Professor Troels Staehelin Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, Dansk Smerteforskningscenter og
Aarhus Universitetshospital
Telefon: 2616 7042
tsjensen@ki.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Bevillinger og priser, Ph.d.-studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder