Social ulighed kan have konsekvenser i lægens konsultationsrum. Det viser nyt studie fra Center for Forskning i Cancerdiagnostik i Praksis (CaP) og Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet. Bl.a. er udbrændthed blandt læger i socialt belastede områder i søgelyset.
20.02.2015 |
Et nyt studie af 601 praktiserende læger fra Region Midtjylland og deres patienter viser, at der er større risiko for, at lægen er udbrændt, hvis han arbejder i et socialt belastet område især med mange patienter på overførselsindkomster.
”Det kan være med til at forklare, at de socialt dårligst stillede patienter oftere kommer for sent i behandling og klarer sig dårligere, når de bliver syge, end ressourcestærke patienter”, siger én af forskerne bag studiet, postdoc Anette Fischer Pedersen fra Center for Forskning i Cancerdiagnostik i Praksis (CaP) og Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet.
Forskerne ved, at socialt belastede patienter er mere syge, at de oftere end andre både lider af fysiske og psykiske symptomer - og at de dør tidligere, når de får en alvorlig sygdom. Det nye er, at forskerne nu for første gang har sammenstillet data om patienternes socioøkonomiske baggrund med deres praktiserende lægers oplevelse af at være udbrændte.
”Hvis den sammenhæng, vi kan se, viser sig at have betydning for behandlingens kvalitet, ser vi en risiko for, at vigtig tid går tabt i alvorlige sygdomsforløb, siger Anette Fischer Pedersen.
”Men det er stadig et stort spørgsmål, som vi er ved at undersøge. For det er et paradoks, at vi også ved, at de mest engagerede og dedikerede læger ofte findes i socialt udsatte områder”.
Postdoc , psykolog og ph.d. Anette Fischer Pedersen
Aarhus Universitet, Forskningsenheden for Almen Praksis, Center for Forskning i Cancerdiagnostik i Praksis (CaP)
Tlf. 8716 7917
Mobil: 2963 8004
afp@feap.dk