Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Søg penge til et udlandsophold

Hos AU’s internationale center venter en pose penge fra Erasmus+ på ansøgere, der gerne vil på udlandsophold. Som Health-ansat kan du søge midler til at besøge universiteter i hele EU - og fakultetsledelsen bakker op. Se her, hvad du kan få penge til, og hvordan du søger.

06.02.2020 | Simon Byrial Fischel

Der er penge at søge fra Erasmus+ for Health-ansatte, som vil på et kortere udlandsophold i EU, Island, Norge, Lichtenstein, Makedonien og Tyrkiet.

Hvordan ser histologiundervisningen ud på universitetet i Heidelberg? Og hvordan mon de angriber genetikforskningen i Groningen? Hvis du hører til dem, som påskønner inspiration fra internationale fagfæller, så har du her en oplagt mulighed for at få finansiering til et udlandsophold. Tilbuddet gælder uanset om du søger inspiration til din undervisning eller din forskning.

AU’s internationale center har nemlig hjemtaget midler fra EU-programmet Erasmus+ og modtager løbende ansøgninger til kortere ophold i alle EU-lande samt Island, Norge, Lichtenstein, Makedonien og Tyrkiet.

En grundsten i den akademiske karriere

Ifølge institutlederen på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, er det væsentligt, at udlandsophold prioriteres.

”I en travl hverdag er aktiviteter som et udlandsophold krævende at få planlagt og koordineret, og der har måske været en tendens til, at denne klassiske vej til gensidig akademisk inspiration har været mindre fremtrædende end tidligere. Derfor er det vigtigt, at vi som ledelse prioriterer og opfordrer vores medarbejdere til at slå til, når muligheden byder sig,” siger Siri Beier Jensen.

Hun understreger samtidig, at udlandsophold er en grundsten i den akademiske karriere, som altid giver et nyt og nyttigt perspektiv.

”I nogle tilfælde vil det helt sikkert være en inspiration at opleve, at internationale kollegaer har andre innovative måder at løse visse problemer på, end vi selv har. Andre gange vil det måske blive klart, at vi selv har en bedre metode, hvilket også er en god indsigt at komme hjem med,” pointerer institutlederen.

Støtte til træning og undervisning

Du kan søge midler fra Erasmus+ via AU’s internationale center til enten et trænings- eller et undervisningsophold. Et træningsophold dækker fx over seminarer, kurser og workshops, job shadowing og forskningsaktiviteter med et træningsaspekt, hvor du lærer at bruge nyt udstyr eller en ny metode. Et træningsophold kan også være et studiebesøg, hvor du ser, hvordan kollegaer på et andet universitet er organiseret, eller et kick-off møde med potentielle samarbejdspartnere til et nyt projekt. Træningsopholdet kan afvikles på såvel universiteter som i virksomheder og organisationer.

På et undervisningsophold gæsteunderviser du mindst otte timer om ugen på et universitet, og opholdet er betinget af en Erasmus-aftale om gæsteundervisning.

Uanset om du vil ud og lære nyt, eller du selv vil undervise gælder det, at:

  • opholdet kan vare 2-12 dage
  • stipendiet er på ca. 1.000 kr. pr. dag samt 2.000 kr. i rejsetilskud
  • du skal være ansat på AU for at søge
  • ansøgningen skal indeholde et program for opholdet underskrevet af din vært

Du finder yderligere information om mobilitetsstipendierne på universitetets medarbejderside og ansøger ved at udfylde et kort ansøgningsskema (åbner Word-dokument).

Kontakt

International koordinator Sara Ølholm Eaton
AU Uddannelse – Mobilitet og Uddannelsessamarbejde
Telefon: +45 87 15 24 29
Mobil: +45 23 60 22 68
Mail: solholm@au.dk

International rådgiver Tanja Hansen
Aarhus Universitet, Health - fakultetssekretariatet
Mobil: +45 93 50 81 08
Mail: tanja.hansen@au.dk

Administrativt, Administration (Faglighed), Ph.d.-studerende, Health, Health, Forskning, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Videnskabelig medarbejder, Institut for Folkesundhed