Tandfolkets nye leder skal være stærk på ledelse, fag og relationsopbygning. Den første opgave bliver at effektuere fusionen af de to enheder.
15.12.2015 |
I kølvandet af beslutningen om fusion af Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) og Institut for Odontologi (IO), er stillingen som leder af det nye Institut for Odontologi og Oral Sundhed nu slået op. I erkendelse af, at det var svært at tiltrække egnede kandidater, da stillingerne til de to enheder var i opslag i foråret, bliver opslaget annonceret i fagmedier i hele Skandinavien.
Som kommende leder af Institut for Odontologi og Oral Sundhed er det forventet, at man besidder en stærk faglighed inden for odontologi, oral helse og/eller det sundhedsfaglige område, er en konstruktiv og synlig leder og kan agere visionær og strategisk.
Kompetencerne bliver der god brug for, da den nye leders første store opgave bliver at sikre en succesfuld fusion mellem SKT og IO.
”Vi har store forventninger til den kommende leder. Til gengæld får man en enestående chance for at bygge et nyt institut op. Tilmed befolket med en medarbejdergruppe, som har sat et kraftigt fundament i form af visioner og faglige pejlemærker”, siger sundhedsdekan Allan Flyvbjerg.
Den nye leder får det overordnede ansvar for at få fusionen realiseret. Det skal ske i samarbejde med de nuværende konstituerede ledere for SKT og IO. Overgangsledelsen skal fungerer i op til et år for at tage vare på den organisatoriske og ledelsesmæssige sammenlægning af de to enheder.
”Det er utraditionelt at lade en ny institutleder være en del af en overgangsledelse. Det er ikke et spørgsmål om manglende tillid til, at den nye leder kan klare opgaven, men for sikre, at visionerne og hele grundtanken bag fusionsønsket bliver ført videre”, siger Allan Flyvbjerg.
Institutlederen referer til dekanen og bliver en del af Healths fakultetsledelse.
Ansøgningsfristen er 15. februar 2016. Det forventes, at ny institutleder begynder per 1. juni.
Dekan Allan Flyvbjerg
dean.health@au.dk
M: 51 77 95 48
Se her stillingsopslaget for leder ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed.