Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Søges: rollemodeller for mangfoldighed

Lad det vellykkede sprede sig: Institut for Biomedicin stifter en diversitetspris til medarbejdere, som på ekstraordinær vis bidrager til instituttets mangfoldighed. Dekan Lars Bo Nielsen håber, at initiativet inspirerer til flere lokale initiativer, der skaber fleksibilitet, åbenhed og tolerance.

22.11.2019 | Nanna Jespersgård

Fakultetet har et veldokumenteret problem med for få kvindelige professorer, hvor problemstillinger omkring børn og barsel formentlig er en medvirkende årsag, siger adjunkt Mette Richner, der fik ideen til den nye pris. Foto: Nádia P. Goncalves

En herlig konstruktiv tilgang til problemløsning, siger leder af institut for Biomedicin Thomas G. Jensen, der vil gøre uddelingen af diversitetsprisen til en årligt tilbagevendende begivenhed. Foto: Lars Kruse, AU

Hvor er den medarbejder, der formår at anerkende sin kvindelige kollega for – igen – at være gravid og skulle på barsel midt i forskningsprojektet?  Hvem er særlig god til at rumme den mandlige kollega, der forlader mødet for at hente sit syge barn? Og hvem gør tilbagevendende noget særligt for, at det skal være sjovt og rart at gå på arbejde?

De spørgsmål rejser Institut for Biomedicin med en ny diversitetspris, 2019 Biomedicine Diversity Award, som uddeles første gang ved en særlig Institutdag 10. december, hvor alle Biomedicins medarbejdere er inviteret.

Bag prisen står den 36-årige adjunkt Mette Richner, som de forløbne uger har forhandlet prisen og dens vilkår på plads med institutleder Thomas G. Jensen, der også har været med til at nedsætte en bedømmelseskomite med Mette Richner som tovholder.

The proof of the pudding is in the eating

”Prisen er en årlig anerkendelse af en medarbejder - mand, kvinde, menig eller chef – der i særlig grad er garant for, at idealerne om diversitet og mangfoldighed kommer til udtryk i en lavpraktisk hverdag og virkelighed – for som man siger: the proof of the pudding is in the eating,” siger Mette Richner, der selv er forskningsaktiv mor til to små børn.

Det var netop udfordringer med at kombinere forskning i konstant fremdrift med det at have børn, der gav Mette Richner ideen til en pris:

”Jeg arbejder selv i en forskningsgruppe med plads til fleksibilitet, fx i form af skæve arbejdstider når det hele brænder på derhjemme. Min gruppeleder har derfor bidraget til at minimere den dårlige samvittighed, der popper op - nærmest som en betinget refleks - når børnene er syge eller barnepigen melder fra. En sådan ledelsesstil kunne sagtens være en officiel anerkendelse værd, for det er ikke nogen selvfølge, selvom kalenderen viser 2019,” siger Mette Richner.

Hun peger på, at Health som en moderne arbejdsplads er nødt til at flytte sig derhen, hvor medarbejderne – både kvindernes og mændenes – børn er et vilkår og ikke noget, der ’skal tolereres’.

 ”Fakultetet har et veldokumenteret problem med for få kvindelige professorer, hvor problemstillinger omkring børn og barsel formentlig er en medvirkende årsag. Man kan nok også forestille sig en mandlig forsker, der fravælger at holde lang barsel af frygt for at signalere, at han er uambitiøs med forskerkarrieren,” begrunder Mette Richner nødvendigheden af den nye pris.

Prisen adresserer det hele: køn, alder, nationalitet

Hun understreger, at diversitetsprisen kan adressere alle aspekter af mangfoldighed lige fra køn til alder og nationalitet. Og har man lyst til at indstille den kollega, der har taget initiativ til fællesspisning eller fredagsbar, er det også inden for rammen.

Ifølge fundatsen uddeles Biomedicine Diversity Award til en medarbejder som fx

  • Fordeler ansvar på tværs af køn og alder
  • Tillader fleksibel arbejdstid for forældre og har et positivt tankesæt om forældreorlov for begge køn
  • Støtter initiativer, der sikrer studerendes og kollegers trivsel
  • Rekrutterer via generelt inkluderende annoncer og opslag – det kan fx være til posterdage, hvor man prøver at fiske nye studerende og måske kan glemme at være inkluderende i ordvalget
  • Har mod til at udtrykke inkluderende holdninger offentligt

Alle medarbejdere på Institut for Biomedicin kan indstille kolleger på alle niveauer fra dyrepasser til sekretær, forskerkollega eller chef, og institutleder Thomas G. Jensen glæder sig til at se de kommende indstillinger.

”Det her er et bottom-up-initiativ af den type, man bliver utrolig glad for som institutleder, fordi der fokuserer på det, der virker, og som vi skal have mere af. Det er en herlig konstruktiv tilgang til problemløsning, og det eneste der kan ærgre mig er, at jeg ikke selv fik ideen,” siger Thomas G. Jensen, der vil gøre prisuddelingen til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Dekan Lars Bo Nielsen er også lutter lovord:

”Lad os lære af det, der virker, og lad os gøre det lokalt, hvor det efter min overbevisning har størst værdi. Af samme årsag vil det glæde mig, hvis Mette Richners ide – eller andre beslægtede ideer, der skaber fleksibilitet, åbenhed og tolerance – kunne sprede sig på de øvrige institutter,” siger Lars Bo Nielsen.

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Health