For Søren Kierkegaard er selvhjælpsbøger, coaches og oplevelsesøkonomer udtryk for en dybereliggende fortvivlelse.
31.05.2013 |
Af Kresten Lundsgaard-Leth
I 200året for Søren Kierkegaards fødsel er den danske tænkers diagnose af det moderne menneskes og dets udfordringer på mange måder endnu mere aktuelle end de var, da han i 1840erne og -50erne gav sit bud på, hvordan hans egen samtid skulle forstås.
Kierkegaard gør således grundigt op med fænomener som den æstetiske hungren efter nye oplevelser, massesamfundets nivellerende, kedsommelige og fortravlede tendenser såvel som den udbredte idé om mennesket som et selvrealiserende og selvskabende væsen. Idéer, der alle må siges at være endnu mere dominerende og ”oppe i tiden”, end de var, mens Kierkegaard selv tænkte og skrev.
Kort fortalt betragter Kierkegaard disse eksistentielle ”tilbud” som – på forskellig vis - rodfæstede i forestillinger om menneskelivets muligheder, der intet har med den menneskelige virkelighed at gøre. Mennesket kan nemlig ikke opleve sig, ”demokratisere” sig eller skabe sig selv til et lykkeligt og meningsfuldt liv, sådan som diverse selvhjælpsbøger, coaches og oplevelsesøkonomer ellers vil have os til at tro. Sådanne projekter og forhåbninger ser Kierkegaard snarere som udtryk for en dybereliggende fortvivlelse.
Et moderne menneskes forhåbninger bør i stedet – som Kierkegaard ser det - forholde sig til de muligheder, der ligger i hvert menneskes »Opgave« med at blive det konkrete selv, det allerede er – uden at prøve at skabe sig selv i selvrealiseringens eller de interessante oplevelsers navn.
Mulighederne, der åbner sig for mennesket i det kierkegaardske håb, placerer sig hermed imellem den »Sandsynlighedens Dunstkreds«, der karakteriserer den magelige spidsborger og de alt for »abstrakte« muligheder, der karakteriserer håbet for drømmende romantikere, selvrealiserende coaches og fortænkte filosoffer.
Kresten Lundsgaard-Leth er ph.d.-studerende i filosofi