Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Søren Rud Keiding er ny direktør for AIAS

En enig bestyrelse har valgt konstitueret professor, dr. scient Søren Rud Keiding som direktør for Aarhus Institute of Advanced Studies, AIAS, ved Aarhus Universitet. Hans store motivation er at få andre til at lykkes.

11.12.2020 | Henriette Stevnhøj

Det er en leder med blik for brobygning i overført betydning, som nu sætter sig til rette i direktørstolen ved AIAS, Aarhus Institute of Advanced Studies, ved Aarhus Universitet. Siden oktober 2019 har professor Søren Rud Keiding været konstitueret, nu peger en enig bestyrelse på ham som direktør pr. 1. januar 2021. 

Det er en beslutning, bestyrelsesformand for AIAS, Jørgen Frøkiær, leder af Institut for Klinisk Medicin ved AU, er meget tilfreds med.

”Med Søren Rud Keiding får vi en leder med et stort internationalt udsyn og som kender universitetet på alle leder og kanter. AIAS er en væsentlig platform for at rekruttere udenlandske kapaciteter, der bidrager til, at AU fortsat kan udvikles som et internationalt anerkendt universitet. Jeg kan ikke forestille andre end Søren, som er bedre til den opgave”, siger Jørgen Frøkiær.

Forskningsinstituttet AIAS blev indviet på Aarhus Universitet i 2013 med formålet at støtte netværk og partnerskab mellem forskere fra hele verden for at opnå excellence i forskning. Indtil videre har mere end 100 forskere haft fellowships på AIAS.

Rektor Brian Bech Nielsen understreger, at en direktør for AIAS skal spænde fagligt bredt og være en dygtig brobygger, og derfor er Søren Keiding et godt valg:

”Søren Rud Keiding har allerede demonstreret sine styrker i forhold til at holde et højt kvalitetsniveau på AIAS og at sætte Aarhus på det internationale forskningslandkort. Han er særdeles god til at opbygge frugtbare, tætte relationer til omverdenen og arbejder for at koble instituttets fellows tættere med universitetets faglige miljøer. Særligt sidstnævnte er en afgørende bro at bygge for at opnå den gensidige videnudveksling mellem fellows og universitetets forskere, som netop er et af de vigtigste mål med AIAS. Jeg ser med stor forventning frem til det fortsatte samarbejde med Søren Rud Keiding”, siger Brian Bech Nielsen.

Det bedste fra alle verdener

Søren Rud Keiding (født 1959) er professor og dr.scient. fra Institut for Kemi og har gennem sit virke gjort en stor indsats for at etablere forbindelse mellem universitet og omverdenen. I over hundrede foredrag fra scener på skoler, gymnasier og foreningen har han formidlet sin passion for vand og lys, og han har i samarbejde med industrien udviklet nye ultrahurtige lasere baseret på optiske fibre. Parallelt med sin forskerkarriere har Søren Rud Keiding haft et stærkt fokus på uddannelse, dels som vejleder for mange generationer af bachelor- og kandidatstuderende og ph.d.-studerende, dels var han involveret i etablering af civilingeniøruddannelsen i Aarhus.

Som direktør i AIAS kan han mikse det bedste fra sin universitetskarriere.

”I AIAS kan jeg bruge mine 30 års erfaring som forsker, underviser, vejleder, prodekan og formand for et nationalt forskningsråd til at tiltrække og udvikle dygtige forskere til gavn for forskningsmiljøerne”, siger Søren Rud Keiding, der særligt vægter samarbejde på tværs af faggrænser.

"AIAS er et fantastisk sted, hvor forskere mødes og projekter opstår. Et fellowship på AIAS er lig med optimale betingelser for at skærpe en forskningsprofil, og vores mål er at fungere som brohoved mellem institutter, forskningsmiljøer og de internationale forskere, der gerne vil komme til Aarhus”, siger Søren Rud Keiding.

”Grundlæggende er jeg optaget af at få andre til præstere deres bedste. Det er en stor personlig motivation, hvis jeg kan følge forskere på vej. Når det samtidig er til nytte for universitetet og samfundet, er det mere end dobbelt op”, siger Søren Rud Keiding.

 

Kontakt: 

Direktør, professor Søren Rud Keiding
AIAS
M: 28 99 20 61
E-mail: keiding@aias.au.dk

 

 

 

 

 

Navnenyt, Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet