Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Søskendeduel gav 141.000 kroner til coronaforskningen på Aarhus Universitet

Professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin tog sammen med sin datter, Stine, imod de to søskende-atleter, Line og Mads Brandt Pedersen, efter dysten på Gudenåen. De indsamlede penge skal blandt andet gå til køb af mikroskop til laboratoriet.

13.05.2020 | Henriette Stevnhøj

Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Corona Challenge from Health Kommunikation on Vimeo.

Weekendens dyst - Corona Challange - på Gudenåen havde flere vindere. Storesøster Line Brandt Pedersen løb først i mål efter 2,4 kilometer svømning, 33 kilometer cykling og 35,5 kilometer løb. Knapt et kvarter senere roede lillebror Mads Brandt Pedersen under den blå bro i Randers, hvor dystens tredje vinder, professor Søren Riis Paludan, stod klar til at modtage de to atleter. Søren Riis Paludan er vinder i den forstand, at han modtager de mere end 140.000 kroner, som blev indsamlet under og efter dysten.

”Jeg er på vegne af forskningsteamet meget beæret over at blive betænkt. Det er rørende, at Line og Mads ville bruge deres energi og engagement til at bidrage til forskningen i ny vaccine mod covid-19”, siger Søren Riis Paludan.

Donationen skal blandt andet bruges til køb af et mikroskop til coronalaboratoriet på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

”Det er dyrt at forske, og selv om vi har fået særbevillinger til forskning i coronavirus, mangler vi apparatur. Nu får vi midler til at købe ind. Det er vi meget glade for”, siger Søren Riis Paludan.

Duellen mellem søskendeparret, triatleten og europamester Line og kajakverdensmesteren Mads Brandt Pedersen, begyndte i Silkeborg lørdag d. 9. maj.

Line Brandt Pedersen løb først over målstregen ved Justesens Plæne i Randers fire en halv time senere.

Line Brandt Pedersen endte med at være 12 minutter hurtigere end sin fem år yngre lillebror, Mads, der roede i kajak hele vejen.

Stine, datter af Søren Riis Paludan, havde lavet diplomer til atleterne, som hun selv overrakte.

Fotos: Bo Amstrup/Scanpix

Kontakt

Professor Søren Riis Paludan
srp@biomed.au.dk
28 99 20 66  

Arrangement, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Offentligheden/Pressen