Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Spareprocessen på AU går ind i næste fase

Torsdag den 16. januar bliver dagen, hvor fordelingen af de overordnede besparelser på Healths institutter og SKT meldes ud. I dagene inden skal de relevante samarbejdsudvalg orienteres om budgetterne, og først derefter kan institutlederne gå i gang med de konkrete spareplaner.

07.01.2014 | Ulla Krag

AU’s budget drøftes i øjeblikket i de relevante samarbejdsudvalg. Torsdag i næste uge får medarbejderne besked om de overordnede konsekvenser af besparelserne på institutniveau. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation.

AU’s budget drøftes i øjeblikket i de relevante samarbejdsudvalg. Torsdag i næste uge får medarbejderne besked om de overordnede konsekvenser af besparelserne på institutniveau. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation.

Dekan Allan Flyvbjerg vil torsdag den 16. januar skrive ud til alle medarbejdere på Health og orientere om fordelingen af besparelser mellem institutterne. Det gør han efter, at de lokale samarbejdsudvalg (LSU) har haft lejlighed til at se tallene og drøfte muligheden for lokale afværgeforanstaltninger.

Samme dag eller i dagene efter vil den enkelte institutleder orientere sine medarbejdere om de overordnede konsekvenser af besparelserne på instituttet. Først når det er sket, kan der udarbejdes konkrete spareplaner for institutterne.

Fakultetets samarbejdsudvalg (FSU) holder møde i dag tirsdag den 7. januar. FSU skal som de første have mulighed for at kommentere budgettet og fordelingen af besparelser på institutniveau.

Institutterne og SKTs lokale budgetter diskuteres i LSU på følgende dage:

  • SKT den 13. januar
  • Institut for Folkesundhed den 13. januar
  • Institut for Retsmedicin den 13. januar
  • Institut for Odontologi den 13. januar
  • Institut for Biomedicin den 13. januar
  • Institut for Klinisk Medicin den 16. januar

På LSU-møderne vil der blive orienteret om universitetsledelsens beslutning om kvalificeret ansættelsesstop, udskydelse af lønforhandling 2014, frivillige fratrædelsesordninger og seniorordninger. Læs mere om det i universitetsledelsens udmelding om Initiativer til at minimere antallet af afskedigelser.

LSU vil også drøfte muligheden for lokalt at iværksætte afværgeforanstaltninger ud over de muligheder, som universitetsledelsen har fremlagt. Endelig vil LSU blive orienteret om støttemuligheder for medarbejdere, herunder psykologisk rådgivning.

Medarbejdere i det administrative center på Health bliver orienteret via deres respektive vicedirektørområder.

Yderligere oplysninger

Hvis du har spørgsmål til, hvordan økonomiprocessen forløber, kan du kontakte din nærmeste leder eller din tillidsrepræsentant.

Du kan finde din lokale tillidsrepræsentant via AU’s medarbejderside.

AU’s temahjemmeside om økonomiprocessen kan du løbende holde dig orienteret om nyheder og debat.

Alle grupper, Health, Administrativt, Health