Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sprit på vej til alle – og rengøring i system

Genåbningen af universitetet er i gang, og der arbejdes på højtryk for at få alle hygiejnemæssige foranstaltninger på plads i takt med, at medarbejdere møder ind. Der er sprit på vej til alle, og rengøringen er sat i system, men et højt hygiejneniveau er fælles ansvar.

28.05.2020 | Camilla Schrøder

Foto: Unsplash

Meldingen er klar fra Bygningsservice. Der er sprit på vej til alle. Vicedirektør for Økonomi og Bygninger Niels Jørgen Rasmussen understreger, at hvis der ikke allerede er leveret sprit til de genåbnede bygninger, så er det på vej.

”Det er en større opgave at distribuere sprit til de mange forskellige lokaliteter på tværs af fakulteter og administration, og derfor kan der være forsinkelser. Men ingen lokaliteter er glemt. Vi arbejder på højtryk og gør alt, hvad vi kan for at følge med leverancen i takt med, at medarbejdere vender tilbage”, siger Niels Jørgen Rasmussen.

To slags sprit

Der leveres to slags sprit: håndsprit og sprit til desinficering/rengøring. Begge dele vil være til rådighed på fællesarealer i alle bygninger. 

Håndsprit fordeles på tværs af fakulteter. Hvis der ikke er leveret dispensere i første omgang, sættes de op så snart, AU får dem de leveret. 

Hvad angår sprit til desinficering, skal det benyttes af medarbejdere til aftørring af fælles kontaktflader i mødelokaler, køkkener, kontorer m.v. Desinficeringssprit leveres sammen med aftørringspapir til alle genåbnede lokaliteter. Der kan være en lille forsinkelse i leveringen af denne type sprit, men den er på vej.

Rengøring er et fælles ansvar

Hvad angår rengøringen på fakulteterne og i de administrative bygninger, er den sædvanlige standardrengøring genoptaget i de områder, der er taget i brug. Der foretages ekstra rengøring af kontaktflader på fællesområder, ligesom der nogle steder sker ekstra rengøring af toiletter.

Niels Jørgen Rasmussen understreger, at alle har et fælles ansvar for at bidrage til, at kontaktflader holdes rene efter brug – f.eks. efter et ophold i et mødelokale, laboratorie, en frokoststue eller lign.

”Der vil bliver gjort ekstra rent i de bygninger, der er åbne. Men der vil også være brug for, at vi hver især afspritter kontaktpunkter som bord, stol osv., inden vi forlader et fællesareal. På den måde bidrager vi alle til at passe på hinanden og holde smittetrykket i samfundet nede”, siger han.   


Retningslinjer for rengøring under genåbning:

  • Generelt følger rengøringen på fakulteterne og i de administrative bygninger den sædvanlige standardrengøring, og der foretages ekstra rengøring af kontaktpunkter i fællesområder.
  • Der er områder, hvor der bliver gjort ekstra rent efter behov. Det kan lade sig gøre, fordi der er områder, der p.t. ikke kræver så meget rengøring (eksempelvis undervisningslokaler der ikke benyttes), så den ekstra rengøring sker inden for den nuværende rengøringsbemanding.
  • Der er ikke besluttet at foretage en generel opgradering af rengøring alle steder. Visse toiletter bliver rengjort 2 gange i stedet for 1 gang, hvis der er behov for det.
  • Prioriteringen af, hvor der er størst behov for ekstra rengøring, sker på baggrund af flere forhold:

    • Hvor mange medarbejdere er der i bygningen.
    • Belastning på grund af f.eks. eksamener eller særlige hygiejnekrav (det gælder flere steder på HE, NAT og TECH).

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, AU Økonomi og Bygninger