Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Standarder skal sikre troværdig sundhedsforskning

Nye standarder skal klæde forskerne bedre på til at kunne forske ærligt og redeligt fra start til slut. Standarderne er et supplement til de nye fælles retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis ved AU.

07.04.2015 | Henriette Stevnhøj

Health tager nu et sæt standarder for ansvarlig forskningspraksis i brug.

I kølvandet af de netop godkendte fælles retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis på Aarhus Universitet, indfører Health et sæt standarder, som særligt gælder for det sundhedsvidenskabelige forskningsfelt.

Prodekan Lise Wogensen, som har ledet arbejdet med at udvikle standarderne, fremhæver, at den sundhedsvidenskabelige forskning fra Aarhus Universitet har et godt omdømme. Men da en rundspørge i 2012 viste, at både yngre og ældre forskere fra Health var usikre på, hvordan de fx skulle opbevare egne data eller håndtere mistanke om brud på god videnskabelig praksis, satte det gang i arbejdet med at gøre principperne helt konkrete.

”Formålet med standarderne er at operationalisere de vigtige intentioner i retningslinjerne, så forskerne kan omsætte de korrekte principper til deres forskningshverdag. Standarderne skal støtte forskerne i at udøve gennemskuelig og ærlig forskning – hver dag”, siger Lise Wogensen.

Standarderne angiver blandt andet, hvornår man kan skrive sig på som medforfatter til en videnskabelig artikel, hvordan man fører protokol, og hvilke krav der bliver stillet til indsamling, behandling og opbevaring af data.

”Da vi fandt ud af, at behovene for information var meget lavpraktiske, fx hvordan man håndterer forfatterskaber, så er standarderne indrettet efter det. Under afsnittet om publicering og forfatterskab er det nøjagtig beskrevet, hvad der skal til for at opfylde kriterierne. Det giver en fælles forståelse og skal ikke levne plads til frie fortolkninger, som ellers kan give anledning til diskussion og uenighed i en forskergruppe”, siger Lise Wogensen.

Standarder for ansvarlig forskningspraksis ved Health (pdf)fileadmin/Artikler/Health/AU_Kommunikation-Health/Filer/Standarder_for_Ansvarlig_Forskningspraksis_ved_Health_marts_2015.pdf


 

AU får fælles retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis

 

Universitetsledelsen har godkendt fælles retningslinjer og et nyt regelsæt for ansvarlig forskningspraksis på AU. Det er resultatet af en proces, som har omfattet høringer i de faglige miljøer og de Akademiske Råd.

Retningslinjerne og regelsættet er udviklet med afsæt i internationale anbefalinger på området og de nye danske retningslinjer i Danish Code of Conduct for Research Integrity.

De nye retningslinjer indebærer, at Aarhus Universitet får:

  • En fælles politik for forskningsintegritet
  • Tydelige og præcise fagspecifikke standarder for ansvarlig forskningspraksis
  • Uddannelse i ansvarlig forskningspraksis
  • Tydelige procedurer for håndtering af mistanke om videnskabelig uredelighed.
  • Særlige rådgivere i forskningsintegritet

 

Særlige rådgivere skal være en fortrolig og uafhængig støtte

I relation til de nye retningslinjer skal der udpeges en særlig rådgiver i ansvarlig forskningspraksis på hvert fakultet. Det bliver en person, som medarbejdere og studerende kan henvende sig til for at få fortrolig, uafhængig og professionel rådgivning i spørgsmål om ansvarlig forskningspraksis eller ved mistanke om brud på retningslinjerne.

Den særlige rådgivers opgaver er at stå til rådighed for rådgivning, holde sig orienteret om gældende lovgivning, bidrage til undervisning i forskningsintegritet og ansvarlig forskningspraksis og afrapportere i anonymiseret form en gang årligt om arten af henvendelser.

Kravene til den særlige rådgiver er, at den pågældende har en tilknytning til Health, enten som aktiv forsker eller emeritus og desuden har stor indsigt i ansvarlig videnskabelig praksis. Tilmed vil der blive lagt vægt på erfaring med mægling, da en stor del af funktionen er at være mediator i konfliktsager.

Processen med at udpege en særlig rådgiver (med suppleant) begynder i april, hvor institutterne bliver anmodet om at indstille kandidater.

Læs de nye retningslinjer og mere om ansvarlig forskningspraksis

Forskning, Sundhed og sygdom, Health, Health, Forskningsårsstuderende, Ekstern målgruppe, Offentligheden/Pressen, Ph.d.-studerende, Videnskabelig medarbejder, Udvekslingsstuderende