Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Stemmen er nøglen til diagnosticering af sindslidende

Lad mig høre, hvordan du taler, og jeg skal sige dig, hvad du fejler. Sådan kan målet med et forskningsprojekt under Interacting Minds lidt karikeret beskrives. Det forholder sig nemlig sådan, at depressive mennesker generelt taler monotont, autister mekanisk, mens patienter med skizofreni taler tonløst.

18.06.2014 | mathilde weirsøe

Den viden kan man bruge til objektivt at støtte den diagnostiske proces, lyder det fra de to AU-forskere, Kristian Tylén og Riccardo Fusaroli, der sammen med lingvisten Ethan Weed står bag forskningsprojektet. Det gør de ved at kombinere deres viden om kognitiv semiotik med lægevidenskabens psykiatri og så udvikle statistiske programmer, der automatisk regner det hele ud.

”Vi optager patienternes stemmer og fører lydoptagelserne ind i en algoritme, der så koder mønstrene og udregner, hvor meget rytmen og prosodien – dvs. tryk på ordene og pauser mellem sætninger – afviger fra normalen,” forklarer Kristian Tylén.

Projektet er et samarbejde mellem forskere fra Arts, Health og Aarhus Sygehus, hvor spørgsmål, metoder og data fra flere forskellige discipliner kombineres. Det baner vejen for en mere objektiv diagnosticering af sindslidelser, der ikke alene er baseret på den enkelte læges vurdering.

”Metoden gør det muligt nøjagtigt at afgøre, om en patient lider af den ene eller den anden sindslidelse, og hvor alvorlig lidelsen er – for eksempel er der mange grader af depression, som det er hensigtsmæssigt at skelne mellem,” siger Riccardo Fusaroli.

”Metoden gør det muligt nøjagtigt at afgøre, om en patient lider af den ene eller den anden sindslidelse, og hvor alvorlig lidelsen er – for eksempel er der mange grader af depression, som det er hensigtsmæssigt at skelne mellem,” siger Riccardo Fusaroli.

Når systemet om nogle år er klar til at blive implementeret ude på hospitalerne, kan patienterne se frem til en hurtigere diagnosticeringsproces, der samtidig sparer sygehusvæsenet ressourcer.

Undersøger dagligdagssamtaler hos amerikanske børn med autisme
Sideløbende er forskerne i gang med at udforske metoden i ”naturlige” samtaler.

”Vi tager udgangspunkt i dagligdagssamtaler, som ikke foregår i en klinik, men fx i hjemmet. Herigennem får vi et mere naturligt og retvisende grundlag til at vurdere udviklingen i deltagernes stemmer og interaktionsmønstre og dermed i deres symptomer,” siger Riccardo Fusaroli.

AU-forskerne samarbejder bl.a. med forskere fra University of Connecticut i USA, som har indsamlet data fra 60 amerikanske børn med autisme samt fra en matchede kontrolgruppe, der interagerer med deres mødre. Forskerne behandler løbende data fra børnenes stemmer og sprog i en algoritme, og på den måde får de mulighed for at følge udviklingen - fra børnene er 2-5 år.


 Yderligere information

Postdoc Kristian Tylén
Telefon: 87163205
mail: kristian@dac.au.dk

Postdoc Riccardo Fusaroli
Telefon: 8716 3145
mail: semrf@hum.au.dk

Forskning, Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet