Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Stigning i antallet af corona-smittede på Health

Den seneste uge er antallet af smittede på Health steget fra 4 til 26.

29.09.2020 | Health Studier

Health Studier

Health Studier

I løbet af den seneste uge er antallet af COVID19-smittede studerende på Health steget fra 4 til 26.

I den forbindelse har vi bedt seks stamhold om at selvisolere sig og lade sig teste, inden de kommer på campus igen.

Vi har også haft smitte-tilfælde, hvor vi vurderer, at de smittede studerendes færden ikke har ført til øget risiko for medstuderende eller undervisere. I de tilfælde fortsætter undervisningen som planlagt. Hovedparten af den smitte, vi ser, sker i sociale sammenhænge uden for campus. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at I udviser den samme forsigtighed og påpasselighed uden for campus, som I leverer på campus.

Vi følger naturligvis smitteudviklingen tæt og vurderer hver enkelt situation nøje. Så snart vi får oplysninger om en smittet studerende, handler vi på det.

Vi kontakter dig på din AU-mail, hvis du har været i nær kontakt med en studerende eller underviser på campus, der er blevet smittet med COVID-19. Husk at lade dig selvisolere med det samme, hvis du har været i nær kontakt med person, der er smittet med COVID-19, uden for campus.

Du finder svar på de oftest stillede spørgsmål om COVID-19 på universitetets corona-site.

 

Udfyld denne blanket, hvis du selv bliver smittet med COVID-19.

Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os på Health Studier. 
Find vores kontaktoplysninger her.

Høj studieaktivitet

På trods af Corona er det virkelig skønt at se den store studieaktivitet både på campus og online på Zoom.

På campus kan vi se, at I er gode til at passe på hinanden ved at holde afstand og ved at spritte af efter endt undervisning. Det er utrolig vigtigt, at I fortsætter med det.

Husk at har mulighed for at følge online-undervisning fra campus, hvis du ikke kan nå hjem. Book en studieplads på campus her.


Med venlig hilsen Studieadministrationen på Health

Anna Bak Maigaard, uddannelseschef

Studerende, Studier på Health, Studier på Health, Administrativt