Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Stil op til arbejdsmiljøvalget på AU

Det er nu, du skal tage stilling til, om du vil stille op til valget som arbejdsmiljørepræsentant i din enhed. Opstillingsperioden er skudt i gang og løber frem til den 8. januar 2021.

04.12.2020 | Signe Opstrup

Alle medarbejdere, der har arbejdet på AU i minimum 9 måneder, kan stille op som arbejdsmiljørepræsentant. Foto: Lars Kruse.

Vil du være med til at udvikle dit lokale arbejdsmiljø, så trivsel og effektivitet går op i en højere enhed? Har du lyst til at være ledelsens sparringspartner på arbejdsmiljøområdet, bidrage til udviklingen af din arbejdsplads og samtidig være inspirator for dine kollegaer?

Så stil op som arbejdsmiljørepræsentant. Alle institutter, fakulteter, centre og enheder i administrationen har lokale arbejdsmiljørepræsentanter i arbejdsmiljøorganisationen (AMO).

Gør en forskel for trivsel og samarbejde

Som arbejdsmiljørepræsentant er du med til at skabe rammer for trivsel og samarbejde – sammen med dine kollegaer i det daglige arbejdsliv. Arbejdsmiljørepræsentanterne og lederen er tætte samarbejdspartnere og sætter sammen skub i projekter og indsatser, der styrker jeres lokale arbejdsmiljø.

Ud over at være arbejdsmiljørepræsentant kan du også gå skridtet videre og engagere dig i det strategiske arbejde i et arbejdsmiljøudvalg i den enhed, hvor du er ansat. Her er du bl.a. med til at lave handleplaner, der følger op på jeres APV, forebygge arbejdsmiljøproblemer og sikre, at arbejdsmiljøloven bliver overholdt på din arbejdsplads.

Men inden du kommer så langt, skal du vælges af dine kolleger. Selve valget finder sted den 11.-26. januar 2021.

Sådan stiller du op

Alle medarbejdere, der har arbejdet på AU i minimum 9 måneder, kan stille op som arbejdsmiljørepræsentant. Du stiller op i den organisatoriske enhed, hvor du arbejder, og som arbejdsmiljøgruppen dækker – fx en del af et institut eller et vicedirektørområde.

Arbejdsmiljørepræsentanten vælges for 3 år ad gangen (1. marts 2021 – februar 2024).

Fakta om arbejdsmiljøorganisationen på AU

Arbejdsmiljøorganisationen på AU består af:

  • Arbejdsmiljøgrupper (AMG) på institutter, centre og vicedirektørområder
  • Lokale arbejdsmiljøudvalg (LAMU) for hvert institut, center og vicedirektørområde
  • Fakultetsarbejdsmiljøudvalg på fakulteter (FAMU) og Administrationsarbejdsmiljøudvalg(AAMU)
  • Hovedarbejdsmiljøudvalg (HAMU)

Yderligere oplysninger

Vil du vide mere om arbejdsmiljøorganisationen på AU, kan du tage fat i din lokale arbejdsmiljørepræsentant eller kontaktpersonen for dit område:

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet