Fire unge forskertalenter har fået bevillinger fra Danish Diabetes Academy til at gennemføre deres ph.d.- eller post doc-forløb på Health. Det er godt nyt for diabetesforskningen både nationalt og internationalt, hvor de unge forskere samarbejder med kolleger fra anerkendte topuniversiteter.
18.06.2019 |
Luke Johnston, Sarah Bisgaard Olesen, Xiaoli Hu og Indumathi Kumarathas forsker i diabetesrelaterede sygdomme og deraf følgende sundhedsudfordringer. Alle fire er udvalgt af et internationalt advisory board blandt mere end 100 ansøgere, og inden længe skal de i gang med enten et ph.d.- eller postdoc-forløb på Health finansieret af Danish Diabetes Academy.
De fire bevillingsmodtagere, som fremover får base på Health, forsker i forskellige aspekter af diabetes.
Luke Johnston vil i sit postdoc-forløb undersøge sammenhængen mellem en problematisk barndom og risikoen for udvikling af diabetes senere i livet. Øges risikoen fx, hvis et barns forældre bliver skilt, får svære økonomiske problemer eller immigrerer? Og kan vi i givet fald udvikle mere effektive strategier til at forebygge og behandle de patienter, der udvikler type 2-diabetes efter at have oplevet traumer tidligt i livet? Luke Johnston er tilknyttet Institut for Folkesundhed og Steno Diabetes Center Aarhus. Han får sin postdoc finansieret med 1,8 mio. kr. fra Danish Diabetes Academy.
Sarah Bisgaard Olesen skal i sit interdisciplinære ph.d.-forløb, der også involverer forskere fra bl.a. Institut for Klinisk Medicin, på jagt efter ”the missing link” mellem et lille sukkerstof og den rolle, som det potentielt spiller i udviklingen af aldersrelaterede sygdomme som diabetes. Målet er i første omgang at kortlægge de centrale proteiner, og drømmen er at bidrage til at bremse sygdomsudviklingen. Sarah Bisgaard Olesen får en bevilling på 1,1 mio. kr. fra Danish Diabetes Academy og bliver tilknyttet Institut for Retsmedicin.
Xiaoli Hu bliver tilknyttet Institut for Klinisk Medicin i et ph.d.-forløb, hvor hun skal forske i nervebetændelse – en af diabetes’ mange frygtede bivirkninger. Xiaoli Hu vil finde ud af, hvorfor nogle patienter får smerter, mens andre med samme diagnose ikke gør. Om nervefibrene hos patienter med smerter har flere ’smertemolekyler’ end patienter uden smerter. Det vil i givet fald kunne forklare, hvorfor nogle patienter bliver følelsesløse og fx ikke kan mærke forskel på koldt og varmt vand, mens andre oplever fx et let strøg over hånden som meget smertefuldt. Xiaoli Hu får en bevilling på 1,1 mio. kr.
Indumathi Kumarathas forsker i ikke-alkoholisk fedtlever (NAFLD) og fedtleverbetændelse (NASH), som rammer et stigende antal danskere, fordi flere er overvægtige og har type 2-diabetes. Sygdommen kan være en forløber for hjertesvigt, men ingen ved endnu præcis hvorfor. Indumathi Kumarathas vil bl.a. undersøge forstyrrelser i omsætningen af fedt og sukkerstoffer i hjerte, lever, muskulatur og fedtvæv for at beskrive de mulige mekanismer og en evt. sammenhæng – og for på sigt at forbedre behandlingsmulighederne for patienterne. Hun får en bevilling på 1.1 mio. kr. og bliver tilknyttet Institut for Biomedicin.
Danish Diabetes Academy blev stiftet i 2012 med et mål om at styrke den danske diabetesforskning og behandling ved at medvirke til at uddanne fremtidens diabetesforskere og -behandlere. Akademiet er støttet af Novo Nordisk Fonden og de danske universiteter og universitetshospitaler.
Danish Diabetes Academy uddelte i denne omgang 15 mio. kr. til sammenlagt seks ph.d.-forløb og fem postdoc-forløb. Se den samlede oversigt over modtagerne på www.danishdiabetesacademy.dk