Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Stor søgning til naturvidenskab giver voksende optag

7.276 ansøgere er i dag blevet tilbudt optagelse på Aarhus Universitet. Det er en fremgang på 1,6 procent i forhold til 2012. Især naturvidenskabelige uddannelser går frem.

30.07.2013 | Presseenheden

7.276 ansøgere er blevet tilbudt optagelse på Aarhus Universitet i 2013. Foto: Lars Kruse

De naturvidenskabelige uddannelser er blevet mere eftertragtede, og det betyder, at Aarhus Universitet kan øge optaget.

I alt har 7.276 ansøgere fået tilbudt en studieplads på Aarhus Universitet mod 7.160 sidste år. På det teknisk-naturvidenskabelige hovedområde Science and Technology har 1.706 ansøgere fået tilbud om optagelse, hvilket er seks procent flere end i 2012. Ingeniøruddannelserne går seks procent frem, ligesom uddannelserne i nanoscience, kemi og bioteknologi kan øge optaget markant.

”Igen i år oplever vi, at de unge har søgt bredt og varieret. Flere og flere søger i den naturvidenskabelige retning, hvor der har været ledige pladser de tidligere år, og det er en stor del af forklaringen på, at vi nu igen kan øge optaget”, siger dekan for uddannelse på Aarhus Universitet, Mette Thunø.

 

Kvaliteten i centrum

De tre andre hovedområder på Aarhus Universitet melder om status quo eller små udsving, og på mange uddannelser er alle pladser besat.

Mette Thunø peger på, at det er hensynet til uddannelsernes kvalitet, der sætter grænser for antallet af studiepladser: ”Det vigtigste er, at vi tilbyder vores studerende en god uddannelse, som giver dem fornuftige jobmuligheder bagefter. Kvaliteten er i højsædet, og vi er efterhånden ved at nå grænsen for, hvor mange, vi kan optage med vores nuværende ressourcer”.

 

Stadig ledige pladser

Flere uddannelser – herunder bl.a. tysk, fysik og sydasienstudier – har stadig ledige pladser.

”Jeg vil opfordre de, der ikke kom ind i første omgang, til at se om der er ledige pladser på en lignende uddannelse, og vejlederne på Aarhus Universitet kan hjælpe med at afklare mulighederne via telefon, chat, mail eller personligt fremmøde”, fortæller Mette Thunø.

Aarhus Universitets vejledningscenter afholder desuden et arrangement onsdag den 7. august kl. 13-16, hvor studievejlederne står klar med informationer og gode råd til afviste ansøgere.

 

Tidligere års tilbud om studiepladser:

  • 2003: 4.422
  • 2010: 6.949
  • 2011: 7.177
  • 2012: 7.160
  • 2013: 7.276

 

Yderligere oplysninger:

Pressechef Anders Correll, 2899 2235

Uddannelse, Kommende studerende, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Politik og strategi, Offentligheden/Pressen, Studerende