Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studenterforskning fejrer ti års jubilæum

For ti år siden blev Selskab for Medicinsk Studenterforskning grundlagt for at fremme sundhedsvidenskabelig forskning blandt studerende. Rekordmange studerende bruger i dag selskabets tilbud.

18.12.2013 | Lotte Fisker Jørgensen

Bestyrelsen foreviget sammen med æresmedlem og tidligere institutleder Jens Christian Djurhuus i forbindelse med jubilæet fredag d. 6. december.

Bestyrelsen foreviget sammen med æresmedlem og tidligere institutleder Jens Christian Djurhuus i forbindelse med jubilæet fredag d. 6. december.

Forskerdating. Forskercafé. Landsdækkende kongres for medicinsk studenterforskning. Det er nogle af de mange tiltag, som Selskab for Medicinsk Studenterforskning står bag. På den måde bygger det nu ti år gamle selskab bro mellem studerende og det etablerede forskningsmiljø ved blandt andet Institut for Klinisk Medicin.

Jubilæet blev fredag d. 6. december fejret med maner på Steno Museet og senere ved festmiddag på Restaurant 16|Sechzehn. 

Mange initiativer

Selskabets arbejde for at fremme medicinsk studenterforskning forgår på mange forskellige niveauer. Selskabet mødes med ph.d.-skolen to gange hvert semester, og for studerende, der har lyst til at forske under studiet afholdes der forskerdating og andre initiativer, der matcher den enkelte studerende med relevante forskergrupper:

”Foreningen samler og organiserer medicinske studenter, som har lyst til at forske allerede i studietiden. Foreningen udbreder for eksempel kendskabet til mulighederne for et forskningsår, og de har et væld af aktiviteter, der skaber kontakt mellem studenter og forskere på Health,” siger Kristjar Skajaa, og tilføjer:

”De hjælper og rådgiver de studerende i løbet af forskningsåret, så både opgangs- og nedgangsperioder kan anvendes konstruktivt fremover. På den måde er foreningen med til at skabe gode vilkår for et inspirerende forskningsforløb i studietiden.”

Selskabets aktiviteter har ændret sig gennem årene:

”Der er nu i langt højere grad end tidligere et stort fokus på og ønske om forskning blandt de studerende og derfor er udbredning af studenterforskning som koncept i vid udstrækning erstattet af tilbud og hjælp til forskningsinteresserede og forskningsaktive studerende,” siger selskabets formand Sidsel Strøy, og uddyber:

”Blandt andet forsøger os nu som noget nyt med en mere formaliseret online vejledningsfunktion for at imødekomme de mange mails, vi løbende modtager fra de studerende.”

Rekruttering af dygtige forskere

Selskabet spiller ikke kun en vigtig rolle for studerende med forskningsinteresser. Selskabets arbejde betyder også meget for Institut for Klinisk Medicin:

”Det er særdeles vigtigt at have en forening som Selskab for Medicinsk Studenterforskning, og vi vil derfor meget gerne støtte deres arbejde for at fremme forskning blandt de medicinstuderende. De bedste forskere rekrutteres nemlig typisk fra et inspirerende forskningsforløb allerede i studietiden,” siger institutleder Kristjar Skajaa.


Læs mere

Læs mere på selskabets hjemmeside: studenterforskning.dk

 


Yderligere oplysninger

Selskab for Medicinsk Studenterforskning
studenterforskning@svf.au.dk

Institutleder Kristjar Skajaa
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Telefon: 7845 9000
kristjar.skajaa@ki.au.dk

Arrangement, Alle grupper, Institut for Klinisk Medicin