Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studerende hædret med rejselegat

Sundhedsvidenskabelig studerende fra Aarhus Universitet har netop modtaget Dronning Margrethe II's rejselegat. Legatet skal være med til at finansiere et universitetsophold i USA.

11.09.2014 | Helle Horskjær Hansen

I flere måneder troede Mette Lise Lousdal, at Dronningen ville overrække legatet. Det gjorde hun nemlig for to år siden, da Mette Lise Lousdals tidligere læsemakker modtog prisen. Hendes læsemakker kunne så fortælle hende, at det ikke var kutyme, men i anledning af et jubilæum. Stor var skuffelsen, da Mette Lise Lousdal fandt ud af, at hun ikke skulle møde Dronningen.

I flere måneder troede Mette Lise Lousdal, at Dronningen ville overrække legatet. Det gjorde hun nemlig for to år siden, da Mette Lise Lousdals tidligere læsemakker modtog prisen. Hendes læsemakker kunne så fortælle hende, at det ikke var kutyme, men i anledning af et jubilæum. Stor var skuffelsen, da Mette Lise Lousdal fandt ud af, at hun ikke skulle møde Dronningen.

Om to år skifter hun de danske lærebøger ud med engelske. Mette Lise Lousdal, der er integreret ph.d-studerende fra Aarhus Universitet, blev ved universitets årsfest hædret med Dronning Margrethe II's rejselegat. Et legat, som skal gå til at realisere hendes amerikanske drøm.

”Legatet er en kæmpe håndsrækning, der er med til at gøre drømmen om at komme til Rollins School of Public Health, Emory University i Atlanta mulig,” siger Mette Lise Lousdal, som forsker i screening af brystkræft, nærmere bestemt er hun med til at undersøge om screeningprogrammet har ført til, at kræft bliver opdaget på et tidligere tidspunkt, og derefter hvordan dødeligheden har ændret sig for forskellige udviklingstrin af brystkræft.

I begrundelsen hedder det blandt andet, at Mette Lise Lousdal er talentfuld og meget faglig dygtig. Samtidig har hun været underviser på kandidatuddannelsen i sygepleje og fungeret som instruktor for folkesundhedsvidenskabsstuderende. Her beskriver de studerende Mette Lise Lousdal som struktureret, pædagogisk og meget dygtig til at lære fra sig.

Mette Lise Lousdal regner med at være i USA et år. Opholdet bliver en del af hendes ph.d.-forløb og giver Mette Lise Lousdal mulighed for at arbejde tættere sammen med sin vejleder, professor Timothy Lash, der er ansat ved epidemiologiafdelingen på Emory University.

Tæt på international forskning

”Opholdet betyder, at jeg kan komme helt tæt på et anerkendt, internationalt forskningsmiljø, hvilket sætter den forskningsverden, som jeg kender herhjemmefra, i et helt nyt perspektiv. Jeg glæder mig også til at følge min vejleder på nærmeste hold og blive inspireret af hans måde at arbejde på,” fortæller hun.

Mette Lise Lousdal er overbevist om, at hendes ophold ved det amerikanske universitet bliver en oplevelse for livet.

”Det bliver kæmpe stort. Samtidig er det en stor anerkendelse af det arbejde, jeg har gjort for at forberede min ph.d. Det gør mig rigtig glad. At blive set og anerkendt for den arbejdsindsats, jeg lægger i studiet og ph.d.-forberedelse, fylder mig med motivation og mening,” siger hun.

Det er ikke første gang, Mette Lise Lousdal bliver hædret. I foråret 2014 modtog hun et legat fra Dansk Kræftforsknings Fond på 204.000 kroner.

Yderligere oplysninger

BSc in Public Health, integreret ph.d-studerende Mette Lise Lousdal
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
lousdal@ph.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Health, Institut for Folkesundhed, Studerende, Videnskabelig medarbejder, Teknisk/administrativ medarbejder