For første gang har forskere undersøgt, hvorvidt rengøringsmidler også udgør en risiko for kommende børn af de kvinder, der bliver direkte eksponeret i deres arbejde. Forsker kalder resultatet opsigtsvækkende.
02.11.2021 |
Er du kvinde, planlægger du at få børn, og arbejder du i rengøringsbranchen, så er der markant øget risiko for, at dit kommende barn udvikler astma.
Det er konklusionen i et nyt studie foretaget af forskere ved bl.a. Aarhus Universitet og Bergen Universitetshospital.
”Hovedfundet i undersøgelsen er, at børn af kvinder, der er startet i et rengøringsjob, før de blev gravide, har en øget risiko for at udvikle astma. Det samme gør sig gældende for børn af kvinder, der er startet i rengøringsjob omkring tidspunktet for undfangelsen,” siger Vivi Schlünssen, der er professor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Det er ikke nyt, at brug af rengøringsmidler er forbundet med en øget risiko for at udvikle astma og andre respiratoriske sygdomme.
Det er dog første gang, at forskere har undersøgt risikoen i et generationsperspektiv og altså nu kan vise, at også kommende børn af kvinder i rengøringsbranchen er i øget risiko for at udvikle astma.
”Der har generelt været en stigende interesse for, hvad tidlig miljøeksponering, herunder rengøringsmidler, betyder for helbredet for senere generationer,” siger Vivi Schlünssen.
”Vi har lavet dette studie, fordi der er rigtig mange kvinder i den pågældende aldersgruppe, der dagligt er eksponeret for disse produkter.”
Studiet er baseret på data fra flere end 3000 kvinder, og resultatet er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Allergy and Clinical Immunology.
Forskerne har inddelt kvinder i tre undergrupper efter, hvornår kvinderne har fået det første job, hvor de er blevet eksponeret for rengøringsmidler.
”For kvinder, der er startet i et rengøringsjob mere end to år før undfangelsen, er der konstateret omkring 50 procent øget risiko for at, at deres børn udvikler astma,” siger Vivi Schlünssen og tilføjer:
”For kvinder, som har arbejdet med rengøringsmidler omkring tidspunktet for undfangelsen er risikoen ifølge vores undersøgelse fordoblet.”
For kvinder, der har arbejdet med rengøringsmidler efter undfangelsen, er der ikke konstateret en øget risiko blandt deres børn, forklarer forskeren.
Vivi Schlünssen kalder resultatet opsigtsvækkende. Der er dog ifølge forskeren for tidligt at udløse de store alarmklokker.
Dertil mangler der flere studier, der analyserer tilsvarende data, og som opnår samme resultat.
”Vi er de første, der har undersøgt det her, og andre må følge efter. I vores felt plejer man sige, at ét studie er intet studie. Det er et bemærkelsesværdigt resultat, men vi skal også bevare roen,” siger Vivi Schlünssen.
Tidligere studier har vist at især rengøringsmidler på spraydåse kan øge risikoen for astma blandt dem, som bruger dem.
Det skyldes bl.a. den øgede risiko for at indånde det ofte højt koncentrerede rengøringsprodukt.
Selv om det ifølge Vivi Schlünssen er for tidligt at udstikke nye retningslinjer for brug af rengøringsmidler, så understreger studiet, at det altid er en god idé at tænke sig godt om, hvis man arbejder med rengørings- og opløsningsmidler.
”Der er mange gode grunde til, at man bør indånde så få rengøringsmidler som muligt. Det vigtigste er at dosere brugen af rengøringsmidler og forsøge at undgå sprayprodukter,” siger Vivi Schlünssen.
I studiet har forskerne udelukkende undersøgt risikoen for at udvikle astma for børn af kvinder, der i forbindelse med deres arbejde bliver eksponeret for rengøringsmidler.
Ifølge Vivi Schlünssen vil det være oplagt at undersøge, hvorvidt også brugen af rengøringsmidler i hjemmet udgør en fare.
”Vi ved, at brugen af rengøringsmidler i hjemmet er forbundet med en øget risiko for at udvikle astma for én selv, men perspektivet er, at der måske også kan være en risiko i et generationsperspektiv. Det mangler vi stadig at få undersøgt,” siger hun.
Vivi Schlünssen, professor på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Telefon: 28992499
Email: vs@ph.au.dk