Det sociale studiemiljø er under pres, og studieglæden har lidt et knæk. Det viser efterårets store studiemiljøundersøgelse, der samtidig peger på, at de studerende generelt er godt tilfredse med deres uddannelser og det faglige studiemiljø på Aarhus Universitet. Resultaterne skal dog ses i lyset af, at de studerende blev spurgt før den seneste nedlukning.
02.03.2021 |
Studiemiljøet har haft trange kår i det forgangne år, hvor online-undervisning og en nedlukket campus i lange perioder har været dagligdagen for både studerende og undervisere. Det kan man også se i den netop offentliggjorte studiemiljøundersøgelse, som løb fra oktober til midt december sidste år. Resultaterne viser et fald i tilfredsheden med det sociale studiemiljø – fra 83 % i 2018 til 78 % i efteråret 2020. Prorektor Berit Eika kalder udviklingen bekymrende.
”Studiemiljøundersøgelsen landede midt i en corona-tid, og selvom vi ikke kan vide, hvordan det påvirker resultaterne, er der ingen tvivl om, at det sociale studiemiljø har været under stærkt pres siden sidste forår – og stadig er det, nu hvor endnu et semester finder sted online. Derfor kunne man godt frygte et endnu større fald i tilfredsheden, hvis man spurgte de studerende i dag. Samtidig skal vi huske, at tallet også kan skyldes andre ting, som rækker ud over corona, og det bliver meget vigtigt at få afdækket, når vi nu skal drøfte resultaterne både på AU-niveau og lokalt,” siger hun.
Det er samtidig positivt, at ni ud at ti studerende tilkendegiver, at de er meget enige eller enige i, at kvaliteten af deres uddannelse samlet set er høj. Det glæder Berit Eika, som dog ser meget frem til, at universitetet igen kan slå dørene op til den fysiske undervisning.
”Det er betryggende, at langt de fleste studerende tilbage i efteråret på trods af corona-situationen stadig var meget tilfredse med kvaliteten af deres uddannelser,” siger hun. ”Vi hører dog fra de studerende, at de føler et større pres end nogensinde – også fagligt. Nedlukningen trækker hårde veksler på alle, selvom både undervisere og studerende har ydet – og stadig yder – en fantastisk indsats, hvilket vi også fik bekræftet i vores egen undersøgelse af online undervisning og eksamen. Det er en kæmpe bedrift, som jeg endnu engang gerne vil sige en stor tak for. Den giver mig en tro på, at vi fortsat vil kunne tilbyde vores studerende uddannelser af høj faglig kvalitet – også selvom vi desværre endnu ikke kender udløbsdatoen for nedlukningen.”
Som i de forrige års undersøgelser blev de studerende spurgt ind til stress og ensomhed. Her viser undersøgelsen, at det fortsat er et udbredt problem blandt de studerende.
”Det er helt tydeligt, at stress og ensomhed er områder, hvor der fortsat er behov for en kontinuerlig og målrettet indsats,” fortæller Berit Eika. ”Samtidig er stress et generelt samfundsproblem, som kan skyldes meget andet end blot ens studie, og som vi som universitet derfor heller ikke kan løse alene. Vores forpligtelse er at skabe de bedste rammer for de studerendes trivsel, og vi vil fortsætte med at udbygge og opruste de initiativer, vi allerede har sat gang i og se på, om der er noget, vi skal gøre anderledes.”
Berit Eika opfordrer studerende, der har det svært, til at søge hjælp, så de ikke går alene med deres problemer. På AU kan man fx kontakte studievejledningen, studenterrådgivningen og studenterpræsterne, ligesom man kan finde gode råd og vejledninger på styrkditstudieliv.au.dk.
Undersøgelsen viser også, at mange studerende efterspørger mere brugbar feedback fra deres undervisere. Og feedback er bestemt et tema, som er i fokus på de enkelte uddannelser, fortæller Berit Eika.
”Feedback er en vigtig del af de studerendes læringsproces og virker både motiverende og inspirerende,” siger hun. ”Der bliver gjort en stor indsats blandt underviserne for at skabe tid til feedback og udforske nye – også digitale – måder at integrere det på i kurserne. Den direkte feedback fra underviseren kan og må dog aldrig stå alene, for der er mange andre former for feedback, der er ligeså givende og fagligt udviklende for de studerende. Fx peer feedback, hvor de studerende giver feedback til hinanden og dermed styrker deres egen faglige forståelse.”
Mens de fleste temaer i studiemiljøundersøgelsen går igen fra år til år for at følge udviklingen i de studerendes trivsel og tilfredshed, var corona et særskilt tema i dette års undersøgelse.
De studerende blev bl.a. spurgt ind til, hvordan corona har påvirket studieglæden, og til det svarer 78 %, at corona har fjernet noget af glæden ved at være studerende, mens 63 % af de studerende tilkendegiver, at de havde det svært under forårets nedlukning. I begge tilfælde er tallene højst for studerende på de akademiske bacheloruddannelser – hhv. 82 og 68 %, og det bekymrer Berit Eika.
”Tallene vidner om, at selvom både studerende og undervisere har ydet en kæmpe indsats i det forgangne år, så hænger studieglæde og motivation tæt sammen med det fysiske møde på campus – og det lader jo desværre vente på sig. Corona slider på de studerendes mulighed for at engagere sig socialt i studielivet – og undersøgelsen tyder på, at det er særligt bekymrende ift. en stor gruppe af vores nye studerende. Derfor vil de også være vores førsteprioritet, når vi igen får mulighed for at åbne op. Indtil da vil jeg opfordre alle studerende til at holde godt fast i læsegrupper og dyrke fællesskaber online – både de faglige og de sociale,” siger hun.
Studiemiljøundersøgelsen udgør en vigtig del af AU’s løbende arbejde med at kvalitetssikre de enkelte uddannelser og styrke det faglige og sociale studiemiljø både på universitetsniveau og lokalt.
Undersøgelsens resultater skal nu drøftes på de enkelte fakulteter og institutter og i de lokale studienævn, da udfordringerne varierer fra fakultet til fakultet og fra uddannelse til uddannelse. Undersøgelsen løber igen i efteråret 2021, og herefter gennemføres den hvert 2. år.
Høj faglig tilfredshed
90 % er tilfredse med uddannelsens kvalitet mod 91 % i 2018
90 % mener, at der er et godt fagligt miljø på uddannelsen mod 91 % i 2018.
Fald i tilfredsheden med det sociale studiemiljø
78 % af de studerende er tilfredse med det sociale studiemiljø på deres uddannelse mod 83 % i 2018.
Stress og ensomhed er udbredt blandt de studerende
Hver femte studerende (20 %) føler sig ofte eller altid stressede, mens 14 % af de studerende ofte eller altid føler sig ensomme. I 2018 var tallene hhv. 19 og 12 %.
Stadig behov for mere feedback
49 % mener, at deres undervisere er gode til at give brugbar feedback. Dette tal lå på 52 % i 2018.
Corona har påvirket studieglæden
78 % af de studerende tilkendegiver, at corona har fjernet noget af glæden ved at være studerende. Dette gælder for 82 % af de akademiske bachelorer, 76 % af de kandidatstuderende og 68 % af professionsbachelorerne.
Forårets nedlukning var svær for de studerende
63 % af de studerende havde det svært under forårets nedlukning. Det gælder 68 % af de akademiske bachelorer, 59 % af professionsbachelorerne og 57 % af kandidaterne.
Læs mere på: https://studerende.au.dk/studiemiljo/