Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sundhedsøkonom bliver adjungeret professor på AU og AUH

Jes Søgaard, chef for Kræftens Bekæmpelses afdeling 'Dokumentation og Kvalitet', er blevet udnævnt adjungeret professor på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Udnævnelsen skal styrke universitetets profil inden for det sundhedsøkonomiske område. Et område, der står over for store udfordringer nu og i de kommende år.

01.09.2014 | Helle Horskjær Hansen

I 35 år har Jes Søgaard forsket i sundhedstjeneste og især sundhedsøkonomi. Og nu er han blevet tilknyttet AU og AUH som adjungeret professor. Her skal han være med til at sikre, at ekspertisen inden for det sundhedsøkonomiske forskningsfelt er så stærkt som muligt.

Sundhedsdekan ved Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg, glæder sig over, at Jes Søgaard er blevet tilknyttet universitetet.

”Vi sender et klart signal til politikerne om, at universitet aktivt vil være med til at løse de store sundhedsøkonomiske udfordringer, kommunerne og regionerne i stigende grad står overfor nu og i fremtiden,” siger Allan Flyvbjerg.

En af udfordringerne er, at befolkningen vil efterspørge flere sundhedsydelser uden flere hænder til at levere ydelserne – og sandsynligvis heller ikke ret mange flere penge til rådighed.

I dialog med politikere

Også Jes Søgaard ser store muligheder i samarbejdet.

”Min forskning er meget anvendelsesorienteret og ofte meget målrettet implementering. Hvis de udfordringer sundhedsvæsenet står over for, skal løses optimalt, er det nødvendigt med både den meget anvendelsesorienterede forskning i sundhedssektoren og den mere dybdegående og teoretiske forskning inden for universitetsverdenen,” fortæller han.

Jes Søgaards hovedvirke er ikke længere akademisk forskning. Det er formidling af forskning for at udvikle det danske sundhedsvæsen.

”Forskning skal ofte oversættes til det politiske system og den dialog er også vigtig. Professoratet er vigtigt for mig for at have en formel tilknytning til akademisk forskning, blandt andet i forhold til vejledning og til at skabe forbindelser med mine medarbejderes virke i Kræftens Bekæmpelse og universitetsforskningen,” siger han.

Det er ikke første gang, Jes Søgaard samarbejder med universitetet. I perioden 1984-1987 var han adjunkt ved det daværende Socialmedicinsk Institut. Jes Søgaard har også undervist på Aarhus Universitet, blandt andet på uddannelsen Master of Public Health med særligt ansvar for uddannelsens samfundsvidenskabelige indhold, og i 2013 var han ansat i en delestilling på universitetet.

Jes Søgaard er forfatter bag en lang række videnskabelige artikler, og han har desuden bidraget med en række kapitler til forskellige lærebøger.

Yderligere oplysninger

Professor Jes Søgaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital
Direkte telefon: 2147 6952
jes.sogaard@gmail.com

Navnenyt, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder