Telemedicin rimer perfekt på sparedagsorden og individualisme. Men forventningerne om, at teknologien i sig selv løser alle problemer er stærkt overdrevene. Det siger teknologifilosoffen Finn Olesen, der selv har været involveret i et telemedicinsk forsøg med den såkaldte KOL-kuffert på Fyn.

10.02.2014 | Hans Plauborg

Telemedicin har et stort potentiale, men kun hvis de ældre er helt trygge ved teknologien, siger teknologifilosoffen Finn Olesen. Foto: Maria Randima Sørensen.

“Vi glemmer let at spørge, om teknologiske forandringer altid er forbedringer, som det kun kan gå for langsomt med at udbrede.

Det siger teknologifilosoffen, lektor Finn Olesen fra Aarhus Universitet og uddyber:

“Forskningen og de praktiske erfaringer viser, at ny teknologi altid har utilsigtede konsekvenser, og dem skal vi selvfølglelig også have øje på i forhold til telemedicin” 

Langsom entusiast

Hvis man som Finn Olesen tager forbehold over for teknologiens lyksaligheder, får man hurtigt skudt i skoene, at man er både humanist og teknofob, og skønt han gerne indrømmer at være humanist, vil Finn Olesen på ingen måde kalde sig teknofob.

“Jeg kalder mig selv “langsom entusiast”. Jeg går ind for, at vi skal tage os tid til at tænke os godt om, når det handler om at implementere ny teknologi.”

Den langsomme entuasiasme fik Finn Olesen bekræftet i forbindelse med en af de senere års mest profilerede telemedicinske satsninger, den såkaldte KOL-kuffert der blev testet i Sygehus Fyn regi.

Kufferten, der ret beset er en simpel computer, giver sygeplejersken mulighed for at lave et behandlingsforløb for folk med rygerlunger i eget hjem, og Finn Olesen fulgte med i online-konsultationerne set fra sygeplejerskens side på hospitalsafdelingen, mens en ph.d.-studerende fulgte med ude hos patienten. En af de vigtigste erfaringer var, hvor mange potentielle fejlkilder teknologien åbner for, og hvor meget den kræver af både sygeplejerske og patient.

Skærmen bedrager

“Der er virkelig mange informationer, der ikke kommer ud via sådan en videokonsultation. På et tidspunkt overværede jeg konsultationen med en nydelig ældre dame. Hun virkede velfungerende og alt så ud til at være i den skønneste orden. Senere overværede jeg en konsultation, hvor det første billede på skærmen var en rygende og øldrikkende mand i baggrunden, og jeg tænkte, at den er da vist helt gal. Men det var lige omvendt.”

“Den første kvinde var ensom og dårligt fungerende, mens den anden situation viste sig at handle om en meget velfungerende kvinde, der boede i et tæt boligfællesskab, hvor hun havde et lille ølsalg. Manden var en af hendes kunder. Sygeplejerskerne vidste godt hvordan det forholdt sig, fordi de havde besøgt dem i hjemmet som ‘iltsygeplejersker’ og kendte dem. Det viser, at telemedicin ikke bare erstatter anden behandling”, siger Finn Olesen.

Sygeplejersken som fortolker

Og der var mange andre eksempler på fejlkilder og mulige misfortolkninger, mens Finn Olesen observerede konsultationerne. Var lyssætningen sådan, at sygeplejerskerne faktisk kunne se, om patienternes læber var blå (et tegn på iltmangel)? Kunne sygeplejersken se og instruere patienten i brugen af bestemte instrumenter, når kun patientens torso var synlig? osv.

“Det kræver meget kompetente sygeplejersker, der skal være uhyre gode til at se bagom ryggen på det, patienten siger. Det er også derfor, man for eksempel i Holland har specialuddannet personale.”

Hvad siger patienterne?

For patienterne ændrer teknologien også hele behandlingssituationen. Kan de lide den, vil de bruge den, og kan de overhovedet bruge den?

“Flere patienter sagde, at de syntes det var vældig fint med KOL-kufferten, men de kunne ike rigtigt finde ud af at bruge den. Andre var flove ved den og gemte den i bryggerset. Derfor er patientiddragelse så ekstremt vigtig, når det gælder telemedicin og inddragelsen må ikke aldrig slutte i implementeringsfasen”, siger Finn Olesen.

telemediciner.dk