300 gigtpatienter har deltaget i forskningsprojektet TeRA på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Silkeborg. Her blev den sædvanlige sygehuskontrol skiftet ud med en online pendant, den såkaldte ”telemedicin”, og med gode resultater.
12.04.2016 |
Kronisk leddegigt er en sygdom, der helst skal opdages og behandles hurtigt. Men når først sygdommen er velbehandlet, handler det mest om at holde leddegigten under god kontrol. Omkring 300 patienter har nu afprøvet telemedicin. Hver 3.-4. måned fik de tilsendt et spørgeskema om deres sygdom, som de skulle udfylde derhjemme. 14 dage efter blev de ringet op af en læge eller en sygeplejerske og fik en telefonkonsultation. De behøvede altså ikke komme ind på hospitalet med mindre der skete en forværring af deres sygdom.
”De foreløbige resultater fra forskningsprojektet viser, at et behandlingstilbud med telemedicin er en ligeså god måde at håndtere kronisk leddegigt på, som hvis patienterne kom ind på hospitalet,” siger Annette Ladefoged de Thurah.
Hun er klinisk sygeplejespecialist på Reumatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, og lektor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, og har været leder af TeRA forskningsprojektet.
Annette Ladefoged de Thurah har ikke oplevet, at patienterne i forskningsprojektet blev utrygge, fordi de ikke så tit blev tilset af en læge eller en sygeplejerske.
”Vi kan se, at patienterne er meget tilfredse med det telemedicinske tilbud. De kan spare tid ved ikke at skulle komme ind på hospitalet. Og de føler sig heller ikke så syge, når de kan klare kontrollen hjemmefra. Så telemedicinen er med til at fjerne fokus fra det at have en kronisk sygdom,” forklarer forskningslederen.
TeRA-projektet er det første forskningsprojekt i verden, hvor man har testet, om telemedicin er en sikker vej til kontrol af sygdomsaktivitet blandt patienter med leddegigt. Det er planen, at telemedicin fremover skal være et fast tilbud til patienter med kronisk leddegigt på Reumatologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
· 40.000 danskere har kronisk leddegigt
· Forekomsten af sygdommen i befolkningen er 0,7-1 pct. Sygdommen debuterer typisk i 40-50 års alderen
· Flest kvinder har kronisk leddegigt
Lektor, Forskningsprojektleder, klinisk sygeplejespecialist Annette Ladefoged de Thurah
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Reumatologisk afdeling
Direkte telefon: 7846 4223
Mobil: 2618 0538
Email: annethur@rm.dk