Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Temadag om familielivets udfordringer

Der var fuldt hus på Dokk1, da Center for Sundhedssamarbejde den 14. marts 2017 inviterede fagfolk og familier til Dokk1 for at diskutere familielivets udfordringer.

28.04.2017 | Signe Herbers Poulsen

Temadagen ”Det moderne familieliv” blev afholdt i forbindelse med udgivelsen af rapporten ”En familie dannes - en undersøgelse af viden og indsatser på familieområdet”, som Center for Sundhedssamarbejde har udarbejdet med støtte fra Nordea-fonden. Her kan du læse de vigtigste pointer fra dagen.

Både forældre og samfund har et ansvar for familiers trivsel

Rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek skød dagen i gang med en præsentation af de kommunale tilbud til familier i Aarhus. Kommunen har fokus på en tidlig og målrettet indsats for de børn og familier, der har behov for hjælp. Samtidigt gjorde Bünyamin Simsek det klart, at det centrale ansvar for børnenes opvækst ligger hos forældrene.

Flere i salen spurgte ind til mulighederne for, at kommunen og samfundet i højere grad kan understøtte forældrene særligt i forhold til samspillet mellem arbejds- og familieliv. Eksempelvis spurgte af tilhørerne: ”Hvorfor kan Aarhus Kommune ikke betale forældre for at passe deres egne børn, som man gør i andre kommuner?”

Simsek svar var, at alle forældre frit kan vælge at blive hjemme hos deres børn, men at de i så fald må tage det økonomiske ansvar. ”I nogle kommuner kan det være en god idé, men i Aarhus Kommune har vi også mange udfordringer i forhold til sprogudvikling hos børn med indvandrerbaggrund. Og vi kan ikke som kommune sige, at vi betaler for, at nogle forældre kan gå hjemme med deres børn og andre ikke kan” forklarede rådmanden.   

Udfordringerne for nye familier er mange

Efter den politiske diskussion fulgte en række oplæg fra forskere fra Aarhus Universitet og fagfolk på familieområdet. Nogle af de temaer, der blev berørt var:

Robuster familier
Carsten Obel og Lena Hohwü fra Center for Sundhedssamarbejde præsenterede nogle af konklusionerne fra rapporten ”En familie dannes” herunder viden om, hvad der skal til for at skabe robuste familier. De fremhævede eksempelvis, at det er særligt vigtigt for børns trivsel, at de er i et gunstigt emotionelt miljø. Forskning har nemlig vist, at et højt konfliktniveauet mellem forældrene påvirker børn mere negativt end en skilsmisse. Samtidigt er det vigtigt, at familiens medlemmer kan samles om et fællesskab af værdier i forhold til f.eks. familiens betydning, fritidsinteresser, opdragelse, kommunikation og konflikthåndtering.

Sociale medier
Medieforsker Maja Sonne Damkjær satte fokus på de digitale mediers rolle i overgangen til forældreskabet. Til forskel fra tidligere bruger forældre de digitale medier til at søge information og viden om forældreskabet, vedligeholde og opbygge sociale relationer samt skabe en forældreskabsidentitet. Hendes studie viste, at forældrene har meget forskellige tilgange til brug af Facebook. Nogle vil gerne vise det gode familieliv og styrke eksisterende bånd via Facebook - og andre deltager aktivt i diskussioner om forældreskabet i Facebook-grupper, er meget kritiske i forhold til deres brug eller bruger slet ikke Facebook.

Parforholdet
Lektor i udviklingspsykologi Tea Trillingsgaard understregede, at parforholdet er det centrale fundament i familien, og det der har størst betydning for familiens samlede livskvalitet. Hun satte fokus på forebyggelse af de mange skilsmisser i Danmark og argumenterede for nødvendigheden af indsatser, der bliver igangsat inden konflikterne er blevet for gennemgribende i parforholdet.  

Individualisering
Psykolog og parterapeut Finn Korsaa fremhævede det enkelte individs behov for individualisering og frigørelse, og hvordan det kan forstyrre parforholdet og familielivet. Den stigende individualisering i den moderne forældregeneration kan være en udfordring i relation til familiedannelsen, hvor der skal tages hensyn til andres behov, og individets egne behov kommer i baggrunden.

Opdragelsesmetoder
Til sidst satte familierådgiver og pædagogisk konsulent Linda Stæhr fokus på mere konkrete opdragelsesmetoder i familien. Hun havde medbragt en værktøjskasse af gode redskaber, som forældre kan bruge til at reflektere over deres tilgang til forældreskabet, skabe et godt familieliv og robuste børn. Hendes overordnede pointe var, at det handler om at udvikle respekt for hinandens grænser i familien, og at det er vigtigt, at forældre tydeliggør deres personlige grænser over for børnene.

Slides fra oplægsholdere kan findes her

Download rapporten ”En familie dannes – En undersøgelse af viden og indsatser på familieområdet”.


Kontakt

Josefine Dalsgaard
Projektmedarbejder ved Center for Sundhedssamarbejde
E-mail: josefine.dalsgaard@au.dk

                                               

 

 

Arrangement, Forskning, Offentligheden/Pressen, Susa, Susa