Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Terrorangrebene den 11. september 2001 forårsagede psykisk sygdom i Danmark

Terrorhandlinger kan sprede så stor frygt, at borgere i lande, der ligger tusindvis af kilometer fra angrebene, bliver psykisk syge. Dette er konklusionen på en undersøgelse finansieret af Carlsbergfondet, som er udført af forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Stanford University. Undersøgelsen er netop publiceret i det anerkendte tidsskrift American Journal of Epidemiology.

09.09.2016 | Peter Harmsen

Der skete en 16 procent stigning i antallet af diagnosticerede tilpasnings- og belastningsreaktioner lige efter angrebene den 11. september 2001, viser undersøgelsen. Foto: Wally Gobetz

Undersøgelsen er baseret på sundhedsdata, der dækker hele den danske befolkning. Resultaterne viser en øjeblikkelig stigning i antallet af danskere, der diagnosticeres med tilpasningsreaktioner eller belastningsreaktioner (f.eks. posttraumatisk stresslidelse (PTSD)) i ugerne og månederne efter terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Dette til trods for at Danmark ikke var direkte berørt af angrebene.

Mere specifikt viser undersøgelsen, at der skete en 16 procent stigning i antallet af tilpasningsreaktioner/belastningsreaktioner diagnosticeret på de psykiatriske hospitaler i Danmark, lige efter angrebene den 11. september 2001. Denne effekt var langvarig – selv et halvt år efter angrebene lå antallet af denne type sygdomstilfælde fortsat fem procent over det normale niveau.

Hvordan kan terrorangreb i USA forårsage psykiske lidelser i Danmark? Her peger forskerne bag undersøgelsen på, at massemedierne kan have en stor betydning via deres intense dækning af terrorangreb. På den baggrund bemærker forskerne, at nutidige og fremtidige terrorangreb sandsynligvis kan have endnu større negative effekter på befolkningens psykiske helbred i kraft af muligheden for at vise billeder og videooptagelser fra terrorangreb, mens de sker, via internetbaserede medier.

Mere om studiet

• Datakilde: Studiet er baseret på data fra det Psykiatriske Centrale Forskningsregister, der indeholder information om alle diagnoser, der bliver givet i forbindelse med behandling på samtlige psykiatriske hospitaler i Danmark.

• Forskningsgruppen: Forskere fra Institut for Klinisk Medicin samt Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet samt forskere fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

• Ekstern finansiering: Carlsbergfondet.

• Den videnskabelige artikel baseret på studiet: ”Increased Incidence Rate of Trauma- and Stressor-Related Disorders in Denmark After the September 11, 2001, Terrorist Attacks in the United States” er netop publiceret online i tidsskriftet American Journal of Epidemiology: http://aje.oxfordjournals.org/content/early/2016/09/08/aje.kww089.abstract

• Link til omtale i Videnskab.dk: http://videnskab.dk/kultur-samfund/9/11-udloeste-psykisk-sygdom-hos-danskere


Yderligere oplysninger


Søren Dinesen Østergaard
Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitet.
Email: soeoes@rm.dk
Tlf. 61282753


Kim Mannemar Sønderskov
Institut for Statskundskab
Aarhus Universitet.
Email: ks@ps.au.dk
Tlf. 8716 5682

 

 

Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Health, Teknisk/administrativ medarbejder