Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Test dig selv: Har du potentiale til de store fonde?

Det Europæiske Forskningsråd og Innovationsfonden er ikke for alle og enhver, men luk ikke døren på forhånd, siger prodekan for forskning, Hans Erik Bøtker. Han står bag en ny selv-test, hvor Healthforskere – og ledere – kan tjekke individuelt potentiale.

07.04.2021 | Nanna Jespersgård

Vi har udviklet fire skræddersyede versioner af en selv-test, som man kan tage på få minutter, siger Hans Erik Bøtker, der vil blive glad for konstruktiv feedback fra dem, der prøver testen af. Foto: AU Foto.

Har du holdt oplæg på en international konference? Været ansat på en anden institution end AU? Eller har du et projekt, der skaber målbar værdi socialt eller monetært? Og en investor, der vil putte tid og penge i din nyskabelse?

Vejen til klarhed er brolagt med de rette spørgsmål. Dem har Health derfor samlet og forsøgt at servere overskueligt til gavn for forskere, der drømmer om de eksklusive fondsmidler fra enten ERC, altså Det Europæiske Forskningsråd, eller Innovationsfonden.

Begge fonde er på Healths liste over strategiske indsatsområder, og begge kræver de noget ud over det sædvanlige af ansøgerne – og det er baggrunden for, at Health nu eksperimenterer med en ny type hjælp til selvhjælp, forklarer prodekan for forskning, Hans Erik Bøtker.

Institutledelsen skal nikke, før I søger

”I praksis har vi udviklet fire skræddersyede versioner af en selv-test, som forskeren kan tage på få minutter, og som vores institutledelser kan skele til, når de internt diskuterer, hvilke forskere der skal opfordres til at søge ERC og Innovationsfonden,” siger han.

Hans Erik Bøtker understreger, at proceduren sagtens kan starte hos den enkelte forsker, der tjekker sit eget potentiale og derefter kontakter sin institutledelse.

”Det vil være ufornuftigt at lukke døren på forhånd, fordi man ikke bliver kontaktet af en leder. Selvfølgelig kan en selvtest aldrig i sig selv garantere, at ledelsen og Forskningsstøtteenheden vil bakke ens ansøgning op, men testen kan være et godt sted at starte,” siger Hans Erik Bøtker, der for nylig har trykprøvet og kvalitetssikret de fire selv-tests i Healths Forskningsforum, der blandt andet tæller alle fem viceinstitutledere for forskning.

Fire selv-test – så kom frisk

”I Forskningsforum er der enighed om, at vi på fakultetet mangler et afklaringsmateriale, der er overskueligt og tilgængeligt for de travle mennesker, som forskere er. Det håber vi at komme i møde på denne, for os lidt utraditionelle måde, som vi håber, forskerne vil tage godt imod,” siger han.

De foreløbig fire selvtests kommer lavpraktisk til at ligge på institutternes interne hjemmesider kaldet Hjælp til bedre fondsansøgninger – et arbejde, som nu er sat i gang (eksemplet linker til Institut for Klinisk Medicin), og de fire selvtests kan også tilgås via nedenstående links:

”Som det fremgår af test-materialet er især Innovationsfonden radikalt anderledes skruet sammen end de fonde, vi typisk søger. De færreste Health-forskere er fortrolige med at tænke i forretningskoncepter, så det vil vi gerne konfrontere ansøgere med så tidligt som muligt i processen. Ja, allerede i idéfasen,” siger Hans Erik Bøtker.

Vi prøver af – så giv os feedback

Han beder om, at forskere, der i den kommende tid prøver at teste sig selv, er opmærksomme på, om der er noget, de savner eller studser over. I så fald må man meget gerne maile feedback, det være sig ris eller ros, til ham selv og Henry Andreasen i fakultetssekretariatet.

”Giv endelig lyd. Vi er på ny og usikker grund og kunne jo også bare – som vi plejer – opfordre alle til at orientere sig på de respektive fondes hjemmesider. Men det er vi ikke kommet så langt med, så nu vil vi gerne afprøve noget nyt efter devisen ’hellere komme galt afsted end slet ikke komme afsted’, og det kunne jo være, at det virker,” siger Hans Erik Bøtker.


Kontakt

Prodekan for forskning Hans Erik Bøtker
Dekanatet, Health
Mail: boetker@au.dk
Mobil: 40293389

Rådgiver Henry Andreasen
Administrationscenter Health, Fakultetssekretariatet
Mail: ha@au.dk
Mobil: 20338578



Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Institut for Folkesundhed, Institut for Retsmedicin, IOOS