Arbejdsgruppen for iværksætteri er kommet med en række oplæg og principper for, hvad AU’s kommende iværksætterhus skal tilbyde. De har nu afsluttet deres arbejde, og Erhvervsudvalget (universitetsledelsen) har besluttet husets endelige navn – The Kitchen.
10.09.2019 |
Undervejs i arbejdet med at styrke indsatsen på iværksætterområdet har arbejdstitlen været ’Iværksætterfabrikken’, men nu er husets endelige navn fundet. Navnet ’The Kitchen’ er inspireret af bygningen, som skal rumme det nye iværksætterhus, nemlig det tidligere Kommunehospitals centralkøkken.
Visionen med iværksætterindsatsen er, at AU skal sætte et endnu større aftryk på samfundet ved at styrke sit iværksætteri. Det skal bl.a. ske gennem etablering af et samlende og attraktivt miljø for AU’s iværksættere - både forskere og studerende.
Målet med The Kitchen er at få et miljø, hvor det er let at samarbejde både på tværs af fakulteter og med det omgivende økosystem, og hvor iværksættere kan få professionel rådgivning om, hvordan de bedst kan udvikle deres virksomheder.
Rammerne for dette iværksættermiljø er netop blevet færdigudviklet. Arbejdsgruppen for iværksætteri med professor Michael Dahl i spidsen har afleveret sit endelige oplæg og idékatalog, som er udarbejdet i samarbejde med den eksterne referencegruppe, som ST-prodekan Kurt Nielsen har været formand for.
Oplægget indeholder en række principper for iværksætteri på AU, som Erhvervsudvalget har godkendt.
Næste skridt bliver at se på idékataloget og udvælge de indsatser, der skal prioriteres. Erhvervsudvalget takker for det store arbejde, de to grupper har leveret. Repræsentanter for grupperne bliver fremad involveret ad hoc i udviklingsarbejdet.
Der holdes et erhvervsnetværksmøde i slutningen af oktober, hvor medarbejdere kan give input til udviklingen af The Kitchen.
Selve bygningen forventes at være renoveret inden nytår med åbning primo 2020, hvor erhvervsdirektøren også forventes at starte.
Læs oplægget og idekataloget her
Læs mere om AU’s erhvervsnetværk her
Universitetet ønsker gennem satsningen på iværksætteri at åbne nye karriereveje for specielt yngre forskere og studerende, så de i højere grad bidrager til skabelsen af nye virksomheder og innovation i eksisterende virksomheder. Derudover er det målet, at en større del af universitetets forskning bliver omsat til forretning og dermed kommer til endnu mere direkte gavn for samfundet.