Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tillidsfolk: Vent et år

Fællestillidsrepræsentanter opfordrer til at besparelserne først bliver gennemført, når strukturanalysen er færdig til sommer.

02.12.2013 | Svend Aage Mogensen

Per Dahl, AC fællestillidsrepræsentant. Foto: Anders Trærup / AU Kommunikation

Aase Pedersen, TAP-fællestillidsrepræsentant, Foto: Jesper Rais / AU Kommunikation

Finn Folkmann, Akademisk fællestillidsrepræsentant

Det er godt, at ledelsen melder ud om de økonomiske problemer nu, men vi vil gerne have endnu længere tid til processen, lyder det samstemmende fra de tre fællestillidsfolk Aase Pedersen, Finn Folkmann og Per Dahl.
”Hvis ledelsen havde valgt at køre processen over ganske få uger, så ville vi ikke have haft nogen reel mulighed for at blive involveret og få indflydelse,” siger Aase Pedersen. ”Nu kan vi komme til at diskutere tiltag som kvalificeret ansættelsesstop og fratrædelsesordninger.”
Tillidsfolkene er blevet orienteret på forhånd om besparelserne, og de kan bakke op om den planlagte proces.
”Afskedigelser er jo aldrig en tillidsrepræsentants kop te, men når det nu skal være, så ser processen fornuftig ud,” siger Per Dahl, der sammen med sine tillidskolleger har møder med rektor hver anden uge i den kommende tid.
”Der har været god information, og rektor søger dialogen. Det blev der jo også ganske bemærkelsesværdigt kvitteret for på orienteringsmødet. Det er usædvanligt, at man klapper, når man lige har fået et budskab om store besparelser og afskedigelser forude – men folk klappede faktisk ad rektor.”

Vent et år

Tillidsfolkene vil gerne appellere til bestyrelsen om at udskyde kravet om balance i universitetets budget fra år 2015 til år 2016.
”Rektor tiltrådte i august og har ikke kunnet nå at agere før nu, men det er grundlæggende for sent at begynde i december måned med at finde en stor besparelse i året efter.”
”Vi risikerer, at der bliver sparet for hårdt for at nå sparemålet på kort tid, og at man kommer til at træffe overilede beslutninger. Forårets undervisning og andre aktiviteter i 2014 er allerede lagt fast, og folk har et opsigelsesvarsel, så mange besparelser kan alligevel først få effekt fra efteråret 14,” forklarer Per Dahl.
”Det virker også bagvendt, at man laver en sparerunde – og samtidig nedsætter et panel og en intern ekspertgruppe, der skal analysere problemer, der kan føre til justeringer af organisationen. Især hvis analysen til sommer viser, at man så skulle have sparet på helt andre områder end man fik gjort,” tilføjer Finn Folkmann.
”Desuden har vi mange medarbejdere fra de store årgange fra lige efter krigen, der er tæt på pensionsalderen, og for dem kunne en fratrædelsesordning være attraktiv. Venter vi et halvt eller helt år, vil flere også kunne nå at afslutte deres projekter i ro og mag.”

Undgå gentagelse

Tillidsfolkene efterlyser en nærmere forklaring på den økonomiske udvikling.
”Vi har hørt ledelsen fortælle om en sund økonomi, så hvad er der sket? Er det alene fordi man troede for meget for på de eksterne indtægter?” spørger Finn Folkmann.
”Vi har hele tiden vidst, at administrationen har skubbet en større besparelse foran sig, men på hvilke hovedområder er der sket et skift, og hvorfor kom det? Det er jo nødvendigt at vide for at kunne undgå en gentagelse,” pointerer han.
”Jeg mener, at det er den tidligere ledelses hovedansvar, at økonomien ikke er håndteret rettidigt, og det handler også om dens kommunikation,” mener Per Dahl.
”Som APV’en fortalte, så var ledelsen for dårlig til at forklare baggrunden for sine beslutninger. Hvis man havde foretaget - og fremlagt - økonomiske analyser, så kunne vi måske havde korrigeret økonomien tidligere.”

En hård omstilling

”Vores opgave i de næste måneder bliver at finde besparelser, som ikke medfører afskedigelser, og vi skal med medarbejdernes hjælp komme med de kreative forslag til at undgå det”, siger Finn Folkmann.
”Vi skal også klæde de lokale tillidsfolk på til opgaven. Det er jo de færreste tillidsrepræsentanter, der har været i denne situation før,” fortæller Aase Pedersen.
Per Dahl peger også på at det er vigtigt at sikre ordentlige arbejdsvilkår for alle dem, der fortsætter med at være her, ikke mindst i Administrationen
”Administrationen har haft en hård omstilling og det har været op ad bakke. Nu kommer der en ny bakke. Det kræver passende udligningsordninger, så man får ny luft bagefter og ikke bare skal løbe hurtigere. Indsatsen skal anerkendes.”

Spar 20 mio på sjette ferieuge

Tillidsfolkene har også et konkret spareforslag klar til ledelsen:
”På flere hovedområder kan man stadig få udbetalt den sjette ferieuge. Det koster cirka 20 mio. kr. Hvis vi afskaffer den udbetaling og bruger pengene til at undgå afskedigelser, så har medarbejderne bidraget med en tiendedel af besparelsen. Så bliver det jo interessant at se, hvad ledelsen kan komme med,” lyder forhandlingsoplægget fra Per Dahl.

Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, Alle AU-enheder, Videnskabelig medarbejder