Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

To AU-forskere modtager ERC Consolidator Grants fra Det Europæiske Forskningsråd

Forskning i plantevækst og i reaktioner på online politisk had bliver støttet af ERC-bevillinger med to gange to mio. euro over de næste fem år.

09.12.2020 | Henriette Stevnhøj

Lektor Bjørn Panyella Pedersen og professor Lasse Lindekilde modtager ERC Grants. Fotos: Jesper Rais og Anders Trærup.

Lektor Bjørn Panyella Pedersen fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet og professor Lasse Lindekilde fra Institut for Statskundskab fra Aarhus BSS modtager hver ERC Consolidator Grant fra Det Europæiske Forskningsråd.

Bjørn Panyella Pedersen skal belyse de molekylære mekanismer bag sukker- og auxin-transport i planter og sigte mod at karakterisere de centrale mekanismer, der ligger bag noget så grundlæggende som plantevækst.

Læs om Bjørn Panyella Pedersens forskning.


Lasse Lindekilde skal undersøge, hvordan almindelige borgere reagerer, når de er vidner til, at folk er politisk aggressive i kommentarsporet på for eksempel nyheder eller i Facebook-grupper.

Lasse Lindekilde har en forventning om, at de pro-sociale reaktioner hos dem, der bevidner politisk had og aggression på nettet, kan have en positiv effekt på yderligere pro-sociale reaktioner på kort sigt og kan være med til at påvirke normer og debatkultur på sociale medier på længere sigt.

Læs om Lasse Lindekildes forskning.

 

Det Europæiske Forskningsråds (ERC) Consolidator Grant

Consolidator Grants tildeles fremragende forskere 7-12 år efter opnået ph.d.-grad. For at modtage bevillingen skal man have en lovende videnskabelig publikationsliste samt et projektforslag til ny potentielt banebrydende forskning. Bevillingen skal gøre den enkelte forsker i stand til at konsolidere sig selv og sit forskerhold.

 

 

Kontakt:

Lektor Bjørn Panyella Pedersen
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
bpp@mbg.au.dk 
4529723499 


Professor Lasse Lindekilde
Institut for Statskundskab
Aarhus BSS
lindekilde@ps.au.dk
4587165631

Bevillinger og priser, Forskning, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Alle grupper