Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

To nye medlemmer til AU’s bestyrelse

Der er topledelseserfaring fra globale virksomheder, kulturbærerstyrke og dyb indsigt i den danske dannelseskulturs DNA hos de to nye bestyrelsesmedlemmer i Aarhus Universitets bestyrelse.

25.02.2019 | Rasmus Rørbæk

Caroline Søeborg Ahlefeldt (foto: Mikal Schlosser)

Jørgen Carlsen (foto: Mikal Schlosser)

To nye eksterne medlemmer, Caroline Søeborg Ahlefeldt og Jørgen Carlsen, deltog i deres første bestyrelsesmøde på Aarhus Universitet den 21. februar. De har meget forskellige baggrunde, hvilket udpegningsorganet netop lagde vægt på, så de to nye profiler på hver sin måde supplerer de øvrige kompetencer og profiler i universitetets bestyrelse.

De nyudpegede medlemmer har erfaring fra topledelsesniveau fra flere globalt orienterede virksomheder og fra årelang ledelse af en kulturinstitution i Danmark.

Caroline Søeborg Ahlefeldt var blandt de første i Danmark, der så potentialet i internettet, da hun boede i Aarhus og læste Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet. I starten af 1990’erne sprang hun ud som entreprenør og stiftede selskabet MouseHouse og var kort efter med til at grundlægge landets første multimedieuddannelse, Space Invaders. Caroline Søeborg Ahlefeldt har siden opbygget en stærk erhvervsorienteret profil med erfaring fra topledelsesniveau i flere globalt orienterede virksomheder og mere end 25 års erfaring med startup-virksomheder og iværksætteri. Udpegningsorganet har netop vægtet denne styrke:

”Caroline Søeborg Ahlefeldt har mange kvaliteter og har været et stort aktiv i de mange andre sammenhænge, hun har indgået i. Det er jeg sikker på, hun også bliver for Aarhus Universitet – blandt andet takket være hendes internationale udsyn og solide erfaring fra bestyrelsesarbejde,” siger Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for Aarhus Universitets bestyrelse.

Jørgen Carlsens virke har været gennem hænderne på mange. Ganske bogstaveligt. Han var med til at udforme den 18. udgave af Højskolesangbogen og er i dag formand for udvalget, der står for den næste med udgivelse i 2020. Jørgen Carlsen har i sit virke som forstander for Testrup Højskole gennem 30 år formået at udvikle højskolen til en af landets mest populære og respekterede højskoler. Carlsen citeres for at omtale højskolen som ”smittebærer af almen dannelse” for unge mennesker og har gennem årene været en ivrig deltager i den danske kulturdebat, hvor det grundtvigske frihedssyn på menneske og samfund har været et gennemgående træk i hans udtalelser.

”Lige som Caroline Søeborg Ahlefeldt har Jørgen Carlsen mange kvaliteter. Bl.a. er han en kendt og respekteret kulturbærer. Med sit afsæt i filosofien og idehistorien samt sin rolle som aktiv samfundsdebattør kan Jørgen Carlsen bidrage til bestyrelsesarbejdet med et nuanceret dannelsesaspekt, der er relevant for os i universitetsverdenen, men også i samfundet,” lyder det fra Connie Hedegaard.

På mødet fik de nye medlemmer et indtryk af bestyrelsesarbejdet og syn på fremtidens sigtepunkter:

”Det er for det første et stort privilegium for mig at kunne vende tilbage til mit Alma Mater på Aarhus Universitet, og en meget positiv oplevelse at se den diversitet, der er i bestyrelsens sammensætning. AU har en helt central rolle og et stort ansvar i den samfundsforandring, der sker med teknologiske landvindinger og bevægelse i de behov, det vil afstedkomme inden for bl.a. uddannelse, teknologiudvikling og forskning. Det arbejde glæder jeg mig til at tage del i,” siger Caroline Søeborg Ahlefeldt.

Jørgen Carlsen fremhæver for sit vedkommende Aarhus Universitet som en kronjuvel i dannelseskulturen:

”AU rummer et helt enestående kreativt og vitalt studiemiljø i Danmark. Det sociale liv er helt unikt her på universitetet, hvilket jeg kan bevidne, det også var i 1968, da jeg selv begyndte at læse her. Et campusbaseret universitet med den koncentration af studerende, det giver, betyder et integreret studieliv, hvor universitetet bliver både et lærested og et værested på samme tid. Det miljø ser jeg som helt essentielt at opretholde og styrke yderligere.”

Nye medlemmer i bestyrelsen er desuden de to studenterrepræsentanter, Ditte Marie Thomsen og Karoline Poulsen. Som nyvalgte studenterrepræsentanter i november deltog de allerede som gæster på bestyrelsens møde i december.

CV (udpluk):

Caroline Søeborg Ahlefeldt (f. 1968):
Nuværende formand for Statens Kunstfonds Repræsentantskab (udpeget af Kulturministeren)
Nuværende medlem af Regeringens hi-level Disruptionråd (udpeget af Statsministeren)
2007-2011: Bestyrelsesmedlem, LEGO A/S.
2002-2006: Adm. Direktør og investor hos Casalbi Aps.
1999-2002 Landechef og Koncerndirektør, Cell Network AB

Jørgen Carlsen (f. 1949):
1986-2017: Forstander på Testrup Højskole
2011-2016: Medlem af Etisk Råd
2006: Medredaktør af Højskolesangbogens 18. udgave
1990-1991: Medlem af et undervisningsministerielt udvalg til kvalitetssikring af mundtligheden i det danske uddannelsessystem.
1979-1986: Institutbestyrer på Idéhistorisk Institut, Aarhus Universitet.
1977: Mag. Art. i Idehistorie fra Aarhus Universitet.

Medlemmer af Aarhus Universitets bestyrelse pr. 1. februar

Anna Louise Plaskett

Astrid Söderberg Widding

Caroline Søeborg Ahlefeldt

Connie Hedegaard, formand

Ditte Marie Thomsen

Jens Peter Christensen

Jørgen Carlsen

Karoline Poulsen

Steen Riisgaard

Susanne Bødker

Søren Pold

Læs mere

http://www.au.dk/om/uni/bestyrelse/

Administrativt, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Offentligheden/Pressen, Navnenyt, Alle AU-enheder, Teknisk/administrativ medarbejder, Politik og strategi, Videnskabelig medarbejder