Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

To professorer for en 50’er om personlig medicin

Folkeuniversitetet sætter i samarbejde med Health et foredrag om personlig medicin og håndtering af sundhedsdata på forårsprogrammet. På scenen er AU-forskerne Anders Børglum og Niels Jessen.

09.04.2018 | Henriette Stevnhøj

Hvordan genomet kan bidrage til skræddersyet patientbehandling er på Folkeuniversitets forårsprogram.

Personlig medicin og universiteternes håndtering af sundhedsdata til udviklingen af personlig medicin har været et varmt emne, både i medierne, på universiteterne og i politiske drøftelser det seneste år. Etablering af Nationalt Genom Center og den nye persondatalov, som får betydning for indsamling og opbevaring af danskernes gen-data, har skabt debat om patientsikkerhed, rettigheder og etik. Hvad kroppens celler helt konkret gemmer på, og hvordan genomet kan bidrage til mere præcise diagnoser og målrettede behandlinger, har Folkeuniversitetet i samarbejde med Health nu sat på forårsprogrammet med foredrag i Aarhus og Emdrup. Det er professorerne Anders Børglum fra Institut for Biomedicin og Niels Jessen fra Klinisk Farmakologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, som skal indvie tilhørerne i, hvordan universitetet indsamler og håndterer sundhedsdata, hvilke behandlinger, der kan forbedres, og hvordan det er som patient at blive behandlet med personlig medicin.

Foredraget afvikles to gange: i Emdrup 30. april og i Aarhus 1. maj

Det koster 50 kr. Tilmelding sker via hjemmesiden.

 

 

 

 

 

Arrangement, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder