Corona-forskningsteamet på Institut for Biomedicin kan se frem til en donation fra et søskendepar, hhv. europamester i triatlon og verdensmester i kajak, som vil samle penge ind ved at konkurrere mod hinanden. ”Fantastisk generøst og god omtale for forskningen”, siger professor Søren Riis Paludan.
30.04.2020 |
Hvad gør topatleter, når sommerens mesterskaber er aflyst pga. coronakrisen, men formen alligevel skal holdes vedlige?
Europamester i triatlon Line Brandt Pedersen fra Silkeborg har udfordret sin bror, verdensmester i kajak, Mads Brandt Pedersen, i en dyst om at komme hurtigst fra Silkeborg til Randers – hun skal svømme, cykle og løbe, han skal ro i kajak. Dysten bliver på samme tid centrum for indsamling af penge til coronaforskningen på Institut for Biomedicin.
Det er første gang, professor Søren Riis Paludan oplever, at en forskningsbevilling kommer ad den vej, men efter kort betænkningstid takkede han ja til de unge atleters tilbud.
”Det må siges at være en utraditionel bevillingsgiver, og vi måtte da også lige høre mere om, hvordan de havde tænkt sig at gribe det an. Det er jo ikke ligegyldigt, hvem og hvad vi bliver koblet sammen med”, siger Søren Riis Paludan.
Line Brandt Pedersen fortæller om initiativet:
”Da det ene mesterskab efter det andet blev aflyst, indså jeg, at jeg var nødt til at gøre noget andet for at motivere mig til at holde træningen ved lige. Samtidig vil jeg gerne støtte kampen mod corona. Herfra voksede ideen”, fortæller hun om kampen mellem bror og søster, som nu er eskaleret til en sportsevent med livestreamning og indsamling d. 9. maj. Sportsarenaen er Gudenåens strækning mellem Silkeborg og Randers. I alt ca. 70 km.
Mens dysten streames via de sociale medier, kan følgere donere bidrag, som kommer Søren Riis Paludans forskningsteam til gode.
”Som alle andre er jeg påvirket af coronakrisen, og jeg har lyst til at hjælpe. Jeg synes, jeg gør det bedst ved at støtte dem, som konkret arbejder på at udvikle behandling”, siger Line Brandt Pedersen.
Lige nu bliver der arbejdet på højtryk i biomedicins nyetablerede laboratorium med at udvikle en ny vaccine mod covid-19 og nye test- og behandlingsmuligheder til patienter, som rammes af coronavirus.
Derfor er professor Søren Riis Paludan er glad for atleternes støtte.
”Det er fantastisk generøst af Line og Mads at stille sig selv til rådighed til fordel for forskningen. Vi står i en situation, hvor vi hurtigt har måtte etablere forskningsfaciliteter til coronaforskning, og det kræver alle de midler, vi kan få. Line og Mads’ event kan være med til at give forskningen opmærksomhed fra nogle grupper i samfundet som sædvanligvis ikke interesserer for universitetsforskning. Det tror jeg er gavnligt for forskningen. Så vi meget taknemmelige for opbakningen”, siger Søren Riis Paludan.
Professor Søren Riis Paludan
srp@biomed.au.dk
28 99 20 66
Professor Trine Mogensen
trine.mogensen@biomed.au.dk
20 12 52 80
Lektor Martin Roelsgaard Jakobsen
mrj@biomed.au.dk
26 15 33 69
Lektor Christian Holm
holm@biomed.au.dk
20 96 87 54
Triatlet Line Brandt Pedersen
www.instagram.com/linebrandtpedersen
linepedersen66@msn.com
91 31 10 87
Kajakroer Mads Brandt Pedersen
www.instagram.com/madsbrandtpedersen
mads.brandt@icloud.com
25 56 35 69