Professor Jacob Fog Bentzon, Institut for Klinisk Medicin, Professor Rune Slothuus, Institut for Statskundskab og lektor Thomas Poulsen, Institut for Kemi. Disse tre AU-forskere har netop modtaget et af de eftertragtede ERC Consolidator Grants 2019.
10.12.2019 |
ERC (Det Europæiske Forskningsråd) har netop uddelt Consolidator Grants 2019 til unge, lovende forskningstalenter og forskningsledere i hele Europa, herunder tre topforskere fra Aarhus Universitet:
I kategorien Life Sciences har professor Jacob Fog Bentzon, Institut for Klinisk Medicin, modtaget 15 millioner kr. til et grænsebrydende forskningsprojekt om åreforkalkning - én af de hyppigste dødsårsager i verden.
I kategorien Social Sciences and Humanities har professor Rune Slothuus, Institut for Statskundskab, modtaget 15 millioner kr. til at undersøge, om politiske partier kan hjælpe borgerne til at danne politiske holdninger på et mere oplyst grundlag.
I kategorien Physical Sciences and Engineering har lektor Thomas Poulsen, Institut for Kemi modtaget 15 millioner kr. til sit projekt Recypion, der vil undersøge en klasse af naturligt forekommende molekyler kaldet polyether ionoforer.
Consolidator Grants (CoG) tildeles i op til mellem 7 år og 12 år efter opnået ph.d.-grad. Der bevilges op til 2 mio. EUR til grænsebrydende forskningsprojekter i en fem-årig periode. I alt 301 forskere har denne gang modtaget til sammen 600 mio. EUR.
Forskere, som vil søge et ERC Consolidator Grant, har frem til 4. februar 2020, hvor der er ansøgningsfrist for næste års runde.