Der er grundlag for et trefoldigt hurra; Ole Schmeltz Søgaard fra IKM og Kathrin Weyer og Søren Egedal Degn begge fra biomedicin er nemlig blandt de, der i år kan kalde sig Sapere Aude-modtagere. Alle tre forskere får millionbevillinger til at booste deres forskning.
19.11.2019 |
En fjerdedel af den danske voksne befolkning lider af forhøjet blodtryk. Blodtrykket er reguleret af et hormonsystem, der styrer sammentrækningen af blodårerne, og her spiller hormonet angiotensin II (ANG II) en central rolle. Øget ANG II i nyrerne er en medvirkende faktor til forhøjet blodtryk og kan også påvirke nyrerne.
Med bevillingen kan Kathrin Weyer udfolde sin forskning i forhøjet blodtryk og nyresygdomme, og hun håber at kunne gøre os klogere på dette hormonsystem. Kathrin Weyer er særligt interesseret i en nyopdaget ANG II-receptor i nyrerne og vil undersøge receptorens rolle i blodtryksreguleringen og dens betydning for udviklingen af forhøjet blodtryk og nyresygdomme. Målet er at afdække fundamentale mekanismer i blodtryksreguleringen og skabe ny viden, der potentielt kan føre til nye behandlingsstrategier.
Autoimmune sygdomme er fællesbetegnelsen for en række sygdomme – fx leddegigt, psoriasis og lupus – hvor immunsystemet angriber kroppens egne væv. I de senere år er det i stigende grad blevet klart, at de såkaldte B-celler, der normalt producerer beskyttende antistoffer mod udefrakommende vira og bakterier, ofte er ansvarlige for at starte autoimmune reaktioner ved fejlagtigt at danne antistoffer mod kroppens egne væv og instruere andre immunceller i at angribe disse.
Søren Egedal Degn vil studere denne proces i detaljer ved hjælp af en nyudviklet model og afklare hvilke faktorer, der bestemmer hvornår og hvorfor det går galt i immunsystemet. Målet er på sigt at kunne påvirke denne proces og dermed bidrage til bedre behandlinger for autoimmune lidelser.
Trods mere end 35 års forskning findes der stadig ikke en kur mod HIV. For at kunne eliminere HIV fra kroppen er man nødt til at kunne skelne syge, virus-inficerede immunceller fra raske immunceller. Det har vist sig at være særdeles vanskeligt, fordi HIV integrerer sig i cellernes DNA, hvor det kan være inaktivt i årevis. Når virus er inaktivt, kan immunforsvaret ikke kende forskel mellem en syg og en rask celle, fordi de er ens på overfladen.
Ole Schmeltz Søgaard arbejder på at finde netop de kendetegn, som adskiller celler med HIV fra celler uden HIV, og han vil undersøge hvilke egenskaber, der afgør, om den virus-smittede celle overlever eller dør, når HIV-behandling startes.
Sapere Aude-bevillingerne uddeles af Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) og tildeles dygtige, yngre forskere, der med fondens økonomiske håndsrækning får mulighed for at udvikle og styrke egne forskningsidéer og etablere sig som forskningsledere.
DFF har i år uddelt Sapere Aude-bevillinger til 35 forskere på baggrund af 346 ansøgninger. Heraf er 11 modtagere fra Aarhus Universitet og tre af disse kommer altså fra Health.
Se listen over alle 35 Sapere Aude-modtagere op DFF's hjemmeside
Denne omtale er baseret på Danmarks Frie Forskningsfonds pressemateriale.