Der var ingen canapeer i Richard Mortensen-stuen, men til gengæld viste ’Zoom’ sig fra sin bedste side, da 13 studerende på det forskningsrettede talentforløb markerede afslutningen på to års introduktion til livet som forsker. Her blev faglige oplæg suppleret med både virtuel champagne og en lille lyslokket bøllespire på afveje.

30.04.2020 | Simon Byrial Fischel

Klokken er kvart i fire. Folk er så småt ved at logge på. De smalltalker, mens de venter. ”Hvordan går det med specialerne?” spørger en. ”Jeg har måttet skrue lidt ned for forventningerne,” svarer en anden, ”for det hele ligger jo stille lige nu.” En tredje supplerer lettere opgivende: ”Det eneste der rigtig er sket siden coronaen er, at jeg har mistet alle mine forsøgspersoner. Det her ødelægger jo karrieren.”

Godt 35 mennesker er efterhånden samlet. Ud over talentforløbets 13 deltagere, er vejledere, undervisere, en koordinator, en prodekan og – selvfølgelig – en IT-supporter dukket op på Zoom-kanalen, hvor forløbets koordinator Anja Einholm hjælper folk til rette:

 ”Hvis I muter jeres mikrofon, kan I unmute ved at trykke space,”siger hun, ”og nu vil jeg bede om, at I alle slukker jeres kameraer, så det kun er den, der præsenterer, som er synlig.”

Om lidt er klokken fire, og de 13 talentstuderende skal fremlægge resultatet af det videnskabelige arbejde, som de har brugt de forgange to år på at udtænkte, planlægge og gennemføre – ved siden af deres normale studier, vel at mærke.

Fyrværkeri og champagne i PowerPoint

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach får ordet som den første og byder velkommen til eftermiddagens dimissionsarrangement. Hendes skærmbillede er delt med tilskuerne og viser det første slide i en PowerPoint-præsentation.

”Det her blev desværre ikke helt den festlige begivenhed, som vi havde forestillet os,” begynder hun, ”men derfor skal I ikke snydes for lidt fyrværkeri og champagne.”

Dimissionen skulle egentlig have fundet sted i Richard Mortensens-stuen. Canapeerne var bestilt. Men gildet måtte, som alle andre arrangementer i AU-regi, aflyses. Godt to uger før dagen besluttede man, at dimissionen alligevel skulle gennemføres. De studerende, som sideløbende er i gang med deres specialer, skulle have mulighed for at sætte et punktum.

”Kan I huske, hvor skøn vores campus er?” spørger Lise Wogensen Bach retorisk, inden hun forsikrer deltagerne om, at der kommer en rigtig reception, når vi engang får lov at vende tilbage til universitetsbygningerne.

Hendes åbningstale kredser om det, som er selve essensen i talentforløbet – nemlig at give deltagerne en interdisciplinær introduktion til forskningens verden.

”At forske er noget helt andet end at modtage undervisning. Det skal drives frem af din egen nysgerrighed, dine egne spørgsmål,” siger hun blandt andet. Og det er afgjort ikke nysgerrighed, der mangler hos de 13 talentstuderende. De har nørklet med forskningsprojekter om alt fra lungecancer til, hvordan man diagnosticerer død ved drukning.

Transferable skills i praksis

Hver talentstuderende har ti minutter til rådighed til oplægget, og de har øvet sig i det her. Eller i noget der minder om det i hvert fald. For holdet har ikke kun fulgt en lang række workshops om forskellige forskningsfelter, de er også blevet trænet i såkaldte transferable skills – færdigheder, som kan overføres til andre områder end forskningens kerneopgaver – heriblandt præsentationsteknik.

Men kan færdighederne også overføres til en præsentation, hvor man ikke kan se sit publikum? Spændingen bliver udløst, da den første deltager går på. Hendes mikrofonen funger. Det samme gør kameraet. Skærm-delingen slår til, og Ea Tønnesens slides dukker op på publikums skærme. Op mod 35 skuldre sænkes. Teknikken er nådig, og de første oplæg afvikles teknisk problemfrit med god mulighed for faglig fordybelse – i hvert fald når man er tilhører.     

Til gengæld er det knap så tilfredsstillende at være oplægsholder i cyberspace. I hvert fald er det en mærkelig amputeret oplevelse at sidde derhjemme og tale til computerens lille kameraøje, fortæller en af dimittenderne, Emina Gültekin efter arrangementet:

”Den allerførste workshop vi havde på talentforløbet hed ’How to present’,” husker hun, ”og derfor var det også en skam, at vi var nødt til at gøre det virtuelt, hvor situationen bare bliver mere upersonlig.”

Præsentationen over Zoom har øget hendes bevidsthed om, hvor afhængig man er af publikums små diskrete signaler, når man taler. ”Man mangler den energi, som kommer af interaktionen. Bare et simpelt nik eller et smil, som signalerer, at vi forstår hinanden.”

Udfald og uro er uundgåeligt

Tilbage i det virtuelle præsentationsrum er klokken efterhånden blevet syv, og det går faktisk rigtig godt. Ni oplæg med efterfølgende spørgerunder er afviklet, men under det tiende oplæg sker det, som alle frygter, men samtidig vel nærmest forventer. Sort skærm. Christine Leonhard Birk Sørensen falder ud midt i sin præsentation.  

”Christine? Er du der?” spørger holdets koordinator. Først intet svar, men så er der hul igennem igen. ”Kan I høre mig?”. Det kan vi heldigvis. Og efter fem ugers virtuelle møder, har vi efterhånden vænnet os til, at den slags sker.

Det kommer næppe heller som en overraskelse, da der under spørgerunden til en præsentation pludselig dukker ubudne gæster op bag spørgeren, lektor David Christian Evar Kraft. En lille skikkelse med lyse krøller tøffer ind bag David og roder i et skab.

Koordinatoren undertrykker et lille grin. Oplægsholderen holder tungen lige i munden og svarer på spørgsmålet. The show must go on.

Færdig – for nu

Klokken passerer otte, og den sidste oplægsholder runder af. Der ønskes tillykke til de 13 studerende, som nu kan se frem til et eksamensbevis med en særlig udmærkelse. For mange af dem stopper projektet dog ikke her. Flere af deltagerne har nemlig brugt forløbet til at udarbejde protokoller, der skal danne grundlag for ph.d.-ansøgninger – og nogle har endda også landet stipendiet.

Det gælder blandt andre Martin Qvist Rasmussen, der søgte og fik en fuldt finansieret kandidat-ph.d. på Institut for Biomedicin.

”Det arbejde, jeg har lavet på talentforløbet, betyder, at jeg har kunnet søge kandidat-ph.d. med et meget veldefineret og ’modent’ projekt,” fortæller han efter dimissionen.

”Jeg har også fået et rejsestipendie fra Kræftens Bekæmpelse, som gør det muligt for min kæreste og mig at flytte til Boston i et år, hvor jeg skal lære nogle helt nye teknikker på Harvard Medical School, hvor man er meget langt fremme på mit felt.”

På Zoom-kanalen er kun de 13 studerende tilbage. De henter hver noget at skåle med. En øl, et glas vin, en sodavand. Stemningen bliver afslappet og minder lidt mere om den dagligdag, de har haft sammen de seneste to år. De kan ikke mødes, ikke kramme, ikke high-five eller klinke glassene mod hinanden, men det lader de sig ikke forhindre af. De hopper alle sammen ind i et spil virtuelt Tegn og Gæt, og aftenen fortsætter lidt endnu.

Det tager vi med os

Se to af dimittenderne fortælle, hvad de tager med sig fra det forskningsrettede talentforløb.

---

Dimissionen for det forskningsrettede talentforløb blev afholdt torsdag d. 16. april.
De 13 dimittender er: Ea Tønnesen, Martin Qvist Rasmussen, Mia Mandau, Anne Oe. Nannsen, Christian Antoniussen, Christina Lyngsø Udby, Thor André Stæhr, Emina Gültekin, Anders Gravholt, Christine Leonhard Birk Sørensen, Thea Benson, Helene Bandsholm Leere Tallaksen og Ida Borg Hansen. 

Kontakt

Forskningsprogramkoordinator Anja P. Einholm
Institut for Klinisk Medicin
Mail: ape@clin.au.dk
Telefon: +45 93 50 84 08