Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tusindvis af unge bliver klogere på corona

Mere end 5.000 gymnasieelever ser med, når en af landets førende viruseksperter - AU-professor Lars Østergaard – deler ud af sin viden ved en livestreaming om virus og pandemier onsdag den 6. maj.

05.05.2020 | Lonni Klitgaard

Hvad er virus? Hvornår er der tale om en pandemi? Hvad kan vi lære af corona? Det er nogle af de spørgsmål, som gymnasieelever fra hele landet får svar på, når ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og AU-professor Lars Østergaard onsdag den 6. maj livestreamer en forelæsning om virus målrettet gymnasieelever.

Mere end 5.000 gymnasieelever fordelt på 70 gymnasier fra hele landet og Nordslesvig har tilmeldt sig. Interessen har været overvældende, og det er første gang, at så mange deltager i en af AU’s livestreaminger til gymnasier.  

Lars Østergaard er glad for at kunne formidle sin viden om coronavirus til de unge på landets gymnasier. Samtidig får de formidlet dugfrisk viden om virus og pandemier, som de fagligt kan bruge især inden for de naturvidenskabelige fag som biologi og bioteknologi.

 ”Det er vigtigt at klæde vores unge på med den nyeste viden om, hvad der karakteriserer det virus og den sygdom, der har vendt op og ned på alles hverdag. Vores fremtid hviler på de unge, og derfor er det ekstra vigtigt, at de forstår, hvad der er på spil i en situation som denne”, siger Lars Østergaard, der midt i travlheden på hospitalet har valgt at prioritere forelæsningen.

AU’s livestreaminger til gymnasierne tager ofte fat i aktuelle problemstillinger i samfundet. Og den meget store interesse for livestreamingen om corona bekræfter, at der er et behov for højaktuel forskningsformidling rettet specifikt til gymnasier i et online-format som dette. Det mener prorektor for Aarhus Universitet, Berit Eika.

”Lige nu sidder rigtig mange gymnasieelever hjemme på hver deres værelser og forsøger at holde trit med undervisningen og kapere den usædvanlige tid, de er en del af. Med en forelæsning som denne, kan vi som universitet bidrage med faglig viden om en højaktuel situation, der både er relevant for elevernes faglige udvikling og for deres personlige dannelse og samfundsindsigt”, siger Berit Eika.

Livestreamingen om corona er den 18. i rækken. Det overordnede formål med livestreamingerne er at tilbyde gymnasierne den nyeste viden om et særligt efterspurgt og aktuelt emne i et format, der kan anvendes som supplement til deres undervisning.

FAKTA om livestreaming om corona

·         Foregår den 6. maj kl. 14-15

·         Mere end 5.000 har tilmeldt – fordelt på 252 klasser og 70 gymnasier

·         Det er 18. gang, at AU livestreamer en forelæsning målrettet gymnasier

·         Læs mere om corona-livestreamingen her

·         Læs mere om AU’s livestreaminger til gymnasier

Uddannelse, Forskning, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet