Ph.d.-studerende Andreas Nielsen Hald fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet får en bevilling på 450.000 kr. fra Helsefonden til at undersøge vilkår for tværfagligt samarbejde i det kommunale sundhedsvæsen.
18.08.2020 |
Øget udlicitering af sundhedsydelser til kommunerne har bidraget til et højt specialiseret, men også fragmenteret kommunalt sundhedsvæsen i Danmark. Det har øget behovet for, at forskellige faggrupper som fx SOSU-assistenter, sygeplejersker og fysioterapeuter finder fodfæste i et fælles tværfagligt samarbejde. Og successen af dette tværfaglige samarbejde er som oftest betinget af de vilkår, som medarbejderne arbejder under.
I sit ph.d.-projekt, som Helsefonden støtter med 450.000 kr., undersøger Andreas Nielsen Hald derfor, hvordan forskellige typer af vilkår påvirker det tværfaglige samarbejde i det kommunale sundhedsvæsen. Det gælder fx vilkår som ledelsesstøtte, ressourcer, patientjournalen og samarbejdsmodellen. Målet er at øge effektiviteten og kvaliteten af de kommunale omsorgs- og sundhedsydelser.
Ph.d.-studerende Andreas Nielsen Hald
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 50 80 80 23
Mail: ahald@ph.au.dk